Stor teknologivirksomhed fyrer 35 medarbejdere
Den østjyske teknologivirksomhed Terma har tirsdag fyret 35 ansatte. Firmaet vil fokusere mere på udlandet.
En række medarbejdere er tirsdag blevet fyret fra teknologivirksomheden Terma, der har afdelinger i både Lystrup og Grenaa.
I alt er 35 medarbejdere i de forskellige afdelinger blevet opsagt - heriblandt Grenaa og hovedsædet i Lystrup.
- Vi er nødt til at skære ned i Danmark og ansætte flere i andre lande. Størstedelen af vores kunder er uden for landets grænser, og vi skal derfor komme tættere på dem, siger administrerende direktør for Terma, Jens Maaløe, til TV2 ØSTJYLLAND.
USA i fokus
Jens Maaløe fortæller, at virksomheden er vokset meget igennem de seneste år, og særligt det amerikanske marked er et fokusområde for Terma.
- Vores setup i USA skal mandes op. Vi prøver at skabe mere balance geografisk og på kompetenceområdet, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Det er uvist, om der er flere fyringer på vej.
- Det er ikke noget, der ligger i planerne i de næste par år. Men der kan ske rigtig meget på kort tid, siger Jens Maaløe til TV2 ØSTJYLLAND.
Medarbejderne er blevet fritstillet med det samme og får tilbud om hjælp til at finde et nyt job.