To timer før kampstart lukkede festen: Mikkel og Bjarke nåede ikke med
Der er ikke plads nok til alle, der gerne vil til storskærmsarrangement.
To timer før fløjten lyder til kampstart mellem Danmark og Serbien, er storskærmsarrangementet i Aarhus lukket.
De 10.000 fans, der kan være på pladsen er lukket ind, og den resterende kø uden for arrangementet har fået besked på at finde et andet sted at se fodbold.
Mikkel Høgh og Bjarke Clausen står som nogle af de forreste i køen - på den forkerte side af hegnet. De nåede ikke ind.
- Vi har lige forberedt os på en god aften, og vores kammerat er derinde, siger Bjarke Clausen og tilføjer:
- Det burde være rigeligt at komme to timer før.
Ikke givet op
De to har dog endnu ikke opgivet at komme ind til arrangementet.
- Vi kan se, det strømmer ud derinde fra. Så måske får de lov til at lukke de sidste mennesker ind. Vi er jo gode mennesker, der står her og venter, siger Mikkel Høgh og tilføjer:
- I kan jo godt se, Danmark kan ikke få en rigtig sejr, uden vi står derinde.
Har i nogen plan b?
- Overhovedet ikke. Vi er. ikke typerne, der har en plan b, vi går efter plan a.
Til storskærmsarrangementet torsdag blev pladsen også lukket, da der ikke var plads nok til alle, der gerne ville ind. Det samme skete sidste tirsdag.