Tre gutter vil bedømme alle bodegaer i Aarhus

Tre venner har gjort det til deres mission at besøge og bedømme alle de brune værtshuse i Aarhus. Bag idéen gemmer der sig et større mål.

Udgivet Opdateret
Tre venner har gjort det til deres opgave at bedømme alle bodegaer i Aarhus under navnet The3muskebeers. Foto: @the_3muskebeers

Tre gutter har givet sig selv en stor opgave. De synes, det er en skam, hvis bodega-traditionen skulle gå tabt i Danmark, og de har derfor sat sig for at besøge og vurdere alle brune værtshuse i Aarhus.

De tager deres små notesbøger under armen og gennemtrawler de brune værtshuse i Aarhus, for at finde skjulte perler. Deres samlede bedømmelser bliver delt på Instagram-profilen @The_3Muskebeers.

Vi synes, det er ærgerligt, at man har lukket så mange bodegaer, fordi de giver mangfoldighed til en by.
Jakob Thomsen

De håber på at kunne få flere unge til at finde den samme glæde ved de traditionsrige værtshuse, som de har.

- Vi synes, det er ærgerligt, at man har lukket så mange bodegaer, fordi de giver mangfoldighed til en by, siger 23-årige Jakob Thomsen.

Han er en del af trioen ´The three Muskebeers´, der desuden består af Hans Graae på 25 år og Johan Pedersen på 24 år.

De tre venner bruger en hverdagsaften om ugen på at besøge to til tre værtshuse. / Foto: @the_3muskebeers

Ved siden af studierne har de tre venner derfor besluttet at tage en stor opgave på sig.

De er nu gået i gang med at besøge og anmelde alle brune værtshuse i Aarhus. Og til start er det værtshusene på Frederiksbjerg, der står for tur.

Et klart mål

Idéen kom af, at de tre venner i forbindelse med lærerstudiet skulle begynde i praktik, og at projektet var en undskyldning for fortsat at mødes.

- I starten var det mest for sjov, men nu kan vi se, at folk gider at følge med, siger Jakob Thomsen og henviser til den Instagram-konto, hvor de offentliggør deres anmeldelser.

I skrivende stund har @The_3muskebeers 514 følgere på Instagram.

I øjeblikket har @The_3muskebeers delt otte anmeldelser på deres Instagram. / Foto: @the_3muskebeers

Det var også fra starten meningen, at de gerne ville inspirere andre med deres oplevelser.

- Vi har et mål om at hjælpe unge i Aarhus med at finde gode steder at være i byen og at være mere engageret i det lokale, siger Jakob Thomsen.

- En af grundene til det er, at vi i Danmark har en ret fed bodega-tradition, der toppede i 1970'erne, fortsætter han

Han håber, at flere vil få øjnene op for de brune værtshuse.

Brune værtshuse

Et dunkelt værtshus med traditionel indretning og en atmosfære skabt af en kerne af stamkunder.

Kilde: Den Danske Ordbog

- Vi synes det er ærgerligt, at man har lukket så mange bodegaer, da det giver mangfoldighed til en by. Derfor vil vi promovere den måde at være til stede i bybilledet på, siger Jakob Thomsen.

Nøje overvejede kriterier

De tre venner startede på projektet for halvanden måned siden, og det har taget fart siden da. Indtil videre har de besøgt otte brune værtshuse, og har anmeldt dem ud fra de mange kriterier.

- Vi har alle tre meget forskellige måder at bedømme det ud fra.

- Jeg kan personligt godt lide, at der ikke er for meget larm, så man kan snakke sammen, siger Jakob Thomsen.

Kan man ikke spille terninger på værtshuset, trækker det ned i vurderingen. / Foto: @the_3muskebeers

Der skal også være mulighed for spil eller aktiviteter, for at få en god karakter.

- Særligt dart eller billard er godt, men man skal som minimum kunne spille terninger, siger Jakob Thomsen.

Og særligt én ting kan spænde ben for, at en beværtning kan få seks stjerner.

- Øllenes pris er afgørende. Er det dyrt, kan den ikke få topkarakter, siger Jakob Thomsen.

Den dårligste bedømmelse 

Velkomsten har også en stor betydning for, hvordan de bedømmer værtshuset.

Drengene har allerede oplevet stor forskel på, hvordan man bliver budt velkommen på et værtshus.

The3muskebeers' kriterier

Følgende kriterier er noget af det, de tre venner holder øje med:

  • Mulighed for spil eller aktiviteter
  • Et lydniveau, hvor man kan tale sammen
  • Velkomsten og førstehåndsindtryk
  • Bartenderen og stamgæsternes imødekommenhed
  • Prisen på øl - og den er helt afgørende

Jakob Thomsen synes derfor også, at det er et dårligt værtshus, hvis man ikke føler sig velkommen. Det oplevede de for eksempel på en bar, som ikke hentede mange stjerner hjem.

- Vi åbnede døren, og med det samme kigger dem, der sidder der, på os. Man kan bare se, at de kigger på os og tænker – hvad fanden laver de her?

Jakob Thomsen fortæller også, at de kunne mærke på bartenderen, at hun var sur og ikke ville have dem der.

- Det var ikke rart at være der, siger han.

Vennerne har altid deres notesbøger med, så de undervejs kan vurdere og notere værtshuset. / Foto: @the_3muskebeers

Værtshuset fik kun halvanden ud af seks stjerner.

Han mener også, at stamklientellet har indflydelse på, om man føler sig velkommen, og at det derfor også er en af kriterierne, der er med i bedømmelsen.

Potentielt nye favoritsteder

Den største overraskelse fik de tre værtshus-entusiaster på et værtshus, som de ikke havde høje forventninger til.

Stedet havde vi aldrig hørt om før, men det er der, vi kommer til at tage hen fra nu af.
Jakob Thomsen

Det var ifølge Jakob Thomsen et meget lille sted, med kun fem borde og en bar.

- Vi kommer fint på plads, og folk begynder lige så stille at snakke med os. Det var bare sjov og spas, siger han.

Stemningen var god, og de spillede både dart og udvekslede røverhistorier med stamgæsterne. Da de senere tog derfra, var de ikke i tvivl om at stedet fortjente fem og en halv stjerne ud af seks mulige.

- Vi havde aldrig hørt om stedet før, men det er der, vi kommer til at tage hen fra nu af, siger Jakob Thomsen.

Generelt har de oplevet, hvordan flere af værtshusene allerede har overrasket og vist sig at være potentielt nye favoritsteder.

Et projekt med en bagkant

De tre venner er afsted en gang om ugen, hvor de når at besøge to til tre steder per gang. Det er normalt på hverdagsaftener, fordi de forsøger at opsøge den autentiske hverdagsstemning, frem for stemningen i weekenden.

Planen er, at de skal nå igennem alle de aarhusianske værtshuse inden de om to og et halvt år er færdige med deres uddannelse. 

Men selvom trioen har en tidsfrist for projektet, så er han optimistisk.

- Det er jeg overbevist om, at vi kan nå, siger han.

- Alt er muligt for den, der har viljen i hjertet, er det ikke det, man siger? 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her