Ubehagelig overraskelse på kirkegård: - Det er sgu træls

En bestemt type tyverier har ramt Holme Kirkegård.

Udgivet Opdateret

Hundredevis af gravsteder på Holme Kirkegård i det sydlige Aarhus har været udsat for tyverier. 

De første henvendelser kom lige efter nytår - og nu efter sneen er smeltet, har flere opdaget at tyve har stjålet forskellige former for metalfigurer på gravsten eller ved gravstederne. 

Jyllands Posten var først til at fortælle om alle tyverierne.

Tirsdag mødte TV2 Østjyllands reporter et ægtepar, der, som mange andre, fik sig en ubehagelig overraskelse, da de besøgte et gravsted på kirkegården. 

Det er figurer som disse, som er forsvundet ved flere gravpladser.

Karin og Hans Christensen var inde og besøge flere af deres afdøde familiemedlemmers gravsteder.

- Ja, de er væk, sagde Hans Christensen.

Han opdagede nemlig hurtigt, at de metalfigurer, der plejede at pryde på en af gravstenene, var væk.

- Ork, det er sgu træls, udbrød Karin Christensen.

Ægteparret blev hurtigt enige om, at det er for dårligt, at man ikke kan have gravstederne i fred. De metalfigurer, der nu er forsvundet, havde stået på gravstedet siden 1992.

- Jeg bliver ked af det, fordi jeg synes ikke, de kan være det bekendt, sagde Karin Christensen.

Sådan ser det ud på gravstenen til en af Karin og Hans' familiemedlemmer. Før stod der en fugl i metal.

Burde ikke ske på en kirkegård

Kirkegårdslederen på Holme Kirkegård, Steffen Cittrup Jakobsen, undrer sig over, hvorfor figurerne er blevet stjålet.

Han mener nemlig ikke, der er ret mange penge i metalfigurerne.

Steffen Sittrup Jakobsen fortæller, at de ansatte på kirkegården er meget kede af situationen. 

- Man forventer jo ikke, at det her sker på en kirkegård. Det burde være det sidste sted, det sker. Vi værner om nogle afdøde, og der er pårørende, der kommer og mindes dem, og så forventer man, at man kan have sine ting i fred, siger han. 

Opfordrer til at vælge andet udsmykning

Ovenpå de mange tyverier opfordrer kirkegårdspersonalet nu de pårørende til ikke at udsmykke gravstederne med metalfigurer fremover. 

- En kirkegård er jo tilgængelig og offentlig, så det kan jo ske igen. Det håber vi selvfølgelig ikke siger, Steffen Sittrup Jakobsen.

Den opfordring har Karin og Hans Christensen tænkt sig at følge.

De vil ikke købe metaludsmykning til gravstederne igen.

- Så bliver det bare stjålet igen jo, siger Karin Christensen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her