Varetægtsfængslet for vold og røveri mod 14-årig AGF-fan
Den 17-årige, belgiske fodboldfan skulle ifølge sigtelsen have frarøvet den unge AGF-fan hans fodboldtrøje torsdag aften.
En 17-årige belgiske mand er fredag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i fire uger i et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Ifølge sigtelsen skulle den 17-årige have frarøvet en 14-årig AGF-fan hans fodboldtrøje efter kampen mellem AGF og belgiske Club Brugge torsdag aften.
Den 14-årige AGF-fan blev ifølge politiets sigtelse både slået og sparket.
- Der er tale om en grov sag, som vi ser på med stor alvor. Vi er meget opmærksomme på, at oplevelsen har været voldsom for de to 14-årige, der blev umotiveret overfaldet, siger vicepolitiinspektør Thomas Schouby Hansen fra Østjyllands Politi.
I besiddelse af tandbeskytter og maskering
Episoden udspillede sig på Carl Nielsens Vej, som ligger nogle hundrede meter fra stadion.
Et vidne på stedet, der var i selskab med de to drenge og hurtigt fik ringet 112, hvorfor politiet kunne være fremme ved overfaldet bare få øjeblikke senere. Her lykkedes det at få anholdt den unge, belgiske mand, der havde den 14-åriges fodboldtrøje på sig. Derudover var han også i besiddelse af både tandbeskytter og maskering.
Den belgiske mand nægtede sig skyldig og kærede kendelsen til landsretten.
Røveri eller ydmygelse?
Selv om flere domstole i lignende sager har afvist at dømme for røveri, netop hvor fodboldbøller har tvunget fans fra modsatte hold til at aflevere en fodboldtrøje, så har anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi alligevel rejst sigtelse for røveri.
I de tidligere sager er der i stedet blevet dømt efter straffelovens bestemmelse om ulovlig tvang, som har en mildere straframme end røveribestemmelsen.
Domstolenes begrundelse for ikke at dømme for røveri har været, at de dømte ikke har taget trøjen på grund af den værdi, som den repræsenterer, men fordi gerningsmændene har ønsket at håne og ydmyge trøjerne ejermænd.
Tidligere i år blev to mænd idømt fængselsstraffe for i september 2022 at frarøve en AaB-fan en fodboldtrøje. Episoden fandt sted i forbindelse med en kamp mellem AGF og AaB.
Forløb ellers roligt
Østjyllands Politi oplyser til Ritzau, at fodboldkampen derudover alene afstedkom enkelte mindre politisager om for eksempel overtrædelse af maskeringsforbuddet og ordensbekendtgørelsen.
Kampen handlede om kvalifikation til den europæiske klubturnering Conference League. AGF vandt 1-0, hvilket ikke rakte til kvalifikation. Belgierne havde nemlig sejret med 3-0 i sidste uge i den første af to kampe.