70 personer anholdt efter uroligheder i Gellerup
Østjyllands Politi er lørdag fortsat til stede i det vestlige Aarhus efter fredagens masseanholdelse. Betjente har fundet forskellige våben på stedet
I alt blev 70 personer anholdt fredag aften i det vestlige Aarhus.
Østjyllands Politi oplyser tidligt lørdag morgen, at man har fundet et større antal slagvåben og stikvåben på stedet, hvor masseanholdelsen fandt sted.
De 70 personer blev anholdt for forskellige forseelser, blandt andet maskering og for ikke at ville efterkomme politiets ordrer.
Balladen har angiveligt relationer til det aarhusianske bandemiljø.
Anholdelserne skete i forbindelse med intern ballade, der blandt andet omfatter den københavnske bande Loyal To Familia, som på rygteplan - skriver Ritzau - er på vej til at etablere sig i Aarhus.
Urolighederne begyndte tidligt fredag aften og tog fart, da fem medlemmer af banden blev anholdt klokken 18.15.
Cirka halvanden time senere, klokken 19.41, blev en gruppering på yderligere 52 mennesker anholdt på hjørnet af Edwin Rahrs Vej og Gudrunsvej i Brabrand.
Beboere kan færdes trygt
Politiet oplyser lørdag morgen, at man fortsat er til stede i Aarhus Vest og vil være det resten af weekenden.
Det er fortsat politiets vurdering, at beboerne trygt kan færdes i området.
Østjyllands Politi er i gang med at gennemgå video- og billedmateriale og efterforske sagerne nærmere.
Det vil løbende blive vurderet, hvilke personer der kan løslades, og hvad de præcise sigtelser bliver.