Peter Christian vil utryghed til livs med mere overvågning
Ifølge Peter Christian Sejr er der stor utryghed i området ved Reginehøjvej.
Natten mellem lørdag og søndag blev en 19-årig mand stukket ned og dræbt på Reginehøjvej i Aarhus N.
En hændelse, der har kastet et skarpt lys på utryghed.
For Peter Christian Sejr, der er tidligere formand for bestyrelsen for afdeling 25 Reginehøj, er nattens tragiske begivenheder en trist bekræftelse af den kamp, han har kæmpet i årevis.
- Vi er enormt plaget af utryghed herude og har været det i mange år. Derfor gik jeg også ind i kampen for nogle år tilbage og kom med et forslag. Men der er stadig ikke sket noget, for hvem skal betale for festen?
En kendt utryghed
Siden Peter Christian Sejr flyttede til opgangen i Reginehøj, har han oplevet, hvordan især unge bruger opgangene som opholdssted. Og det har ifølge ham flere gang vist sig at skabe problemer.
- Jeg synes, det er ubehageligt at være i, og det kan godt skabe en utryg stemning foruden larm og ballade, siger Peter Christian Sejr.
Han oplever en stor udskiftning i opgangen, fordi beboerne hurtigt flytter derfra igen grundet utrygheden, som forsamlingerne i opgangene, ifølge ham skaber.
- I perioder har vi kontaktet politiet hver eneste dag. Opgangene bliver et tilholdssted, fordi der hverken er overvågning eller dørlås på, så her kan man stå lidt afskærmet og i fred og ordne sine ting. Det skaber utryghed, fortæller Peter Christian Sejr til TV2 Østjylland.
Og det fik ham for halvandet år siden til at tage kampen op.
- En løsning, men hvem skal betale for festen?
I halvandet år har han kæmpet for at få installeret overvågning i opgangene. Han mener, at kameraer kan flytte problemerne væk fra beboelsesområderne.
- Jeg tror bestemt ikke, vi kommer problemet til livs ved at sætte kamera op, men så flytter problemet sig. Og jeg har bare ikke brug for, at det er i min opgang. Jeg tænker, der hvor der er overvågning, har de ikke lyst til at være, siger Peter Christian Sejr.
Han oplever da også opbakning til tanken og tilsagn om, at det er en god ide, men at det ofte lander ved et spørgsmål:
- Hvem skal betale for festen? Er det beboerne, er det afdelingen, er det kommunen, er det politiet, staten, hvem er det?, spørger Peter Christian Sejr.
Han forsøgte sig på et tidspunkt med at opsætte nogle kameraattrapper, men de blev lynhurtigt pillet ned igen og har kun efterladt sig omridset af, hvor de engang var sat op. Sat op i et midlertidigt forsøg på at få grupperne væk fra opgangene og skabe en smule tryghed for beboerne.
- Hvor mange episoder som den i nat skal der til, før nogen handler?, er Peter Christian Sejrs spørgsmål nu i lyset af drabet på den unge mand, der netop fandt sted ved Reginehøj.
Mens der altså ifølge Peter Christian Sejr mangler overvågning i opgangene, er der opsat videoovervågning på vejen ude foran.
Søndag eftermiddag har Østjyllands Politi anholdt tre mænd i sagen om drabet på den 19-årige. Det er fortsat politiets vurdering, at sagen bunder i et internt opgør i det kriminelle miljø.