Michala har job før hun er færdig: Men ingen ser hendes uddannelse

Vi kommer til at mangle optikere i Danmark, men uddanner alt for få. Studerende Michala H.M. Johansen opfordrer flere til at se mod uddannelsen.

Udgivet Opdateret
Michala H.M. Johansen dimitterer sammen med kun 37 andre optometrist-studerende fra Erhvervsakademi Dania Randers. Foto: Anne-Mette Gyldenløv Grosen

Michala H.M. Johansen er én af de kun 38 optikere, der torsdag dimitterer fra Erhvervsakademi Dania i Randers, og det er ifølge studerende og branchen alt for få.

Derfor forsøger hun nu at få flere til at kigge mod optikeruddannelsen.

- Øjnene er den vigtigste sans, vi har, så som optiker gør man en kæmpe forskel for folk. Det er synd, at så få søger ind på studiet, siger Michala H.M. Johansen.

Den tætte kontakt med kunderne og meget meningsfyldte opgave som optiker var med til at gøre, at Michala H.M. Johansen skiftede sin universitetsuddannelse ud med optometri.

- Vi er frontlinjen for at opdage øjensygdomme. Jeg får lov til at hjælpe mine medmennesker. Ja, vi skal sælge briller, men vores primære funktion er at finde ud af, hvordan folk har det, og hjælpe dem, siger Michala H.M. Johansen.

Ifølge Michala H.M Johansen er det alt for få unge, der kender til uddannelsen og er bevidste om de muligheder, den tilbyder. Specielt lægger hun vægt på, at man ikke skal tro, at man bare skal sælge briller, man skal ud og hjælpe mennesker.

- Noget af det fedeste er, når man hjælper et barn, der tidligere ikke har kunnet se sine forældre ordentligt, og så pludselig kan se dem, når de får brillen på.

FAKTA om optikere

  • En optiker – kaldet en optometrist - er en person, der er uddannet i synet. 

  • En optiker kan registre synsproblemer, udlevere og tilpasse kontaktlinser og briller. 

  • Det kræver en videregående uddannelse på bachelorniveau i 3,5 år og en autorisation fra Sundhedsstyrelsen at blive optiker.

  • Gennemsnitslønnen for en optiker er 40.508 kr. inkl. pension ifølge fagforeningen Serviceforbundet for Urmagerne og Optikerne 

  • På landsplan ligger arbejdsløsheden på omkring en procent for optikere. For læger er den 1,8.

Men hun er bange for, at hun skal ud i en branche, der kommer til at mangle hænder.

- Flere og flere optikere går på pension, og der er alt for få, der søger ind på uddannelsen. Branchen råber på hænder, så vi har brug for flere, der søger ind på uddannelsen, siger Michala H.M. Johansen. 

Meget mere end en brillesælger

På Aarhus Universitet ser man også den manglende opbakning til optiker-uddannelsen som en udfordring, fordi vi risikerer ikke at have optikere nok til at kunne hjælpe danskerne.

- Omkring 70 procent af danskerne bruger briller eller kontaktlinser, og de skal jo tjekkes af en optiker, siger Toke Bek, professor i øjensygdomme ved Aarhus Universitet

Men optikere arbejder ikke kun med briller og kontaktlinser, de er i stigende grad en hjælpende hånd til øjenlægerne.

- Øjenlægerne arbejder tæt sammen med optikerne, fordi optikerne ser patienterne i øjnene og opdager øjensygdomme. Det er altså dem, der ofte henviser til øjenlægen, siger Toke Bek.

Optikere bliver en større og større del af vores sundhedsvæsenet, og derfor er der et behov for at uddanne flere optikere, hvis man skal holde serviceniveauet.

- Det er en udfordring, at der bliver uddannet færre optikere, fordi vi ser ind i en verden, hvor optikere ikke kun skal udmåle briller, men også skal være med til at opspore og behandle flere øjensygdomme, siger Toke Bek.

Ligesom bedemændene plejer vi at sige, at vi får alle i butikken, vi får dem bare flere gange
Per Michael Larsen, direktør, Optikerforeningen

På udkig efter arbejdskraft

Ude i optikerbutikkerne mærker de manglen på nyuddannede optikere. Hos landets største optikerkæde, Louis Nielsen, som ifølge direktør Mads Nygaard har mellem 40 og 50 procent af kunderne i Danmark, står man allerede nu og mangler optikere.

- Vi kan ansætte 40 optikere mere i vores butikker lige nu, og vi ser et større og større behov for optikere, siger Mads Nygaard.

Louis Nielsen har lige nu 310 uddannede optikere ansat, og 78 af dem nærmer sig pensionsalderen. Derfor får de brug for mange flere nyuddannede.

Vi har bruge for flere optikere i fremtiden, siger direktør ved Louis Nielsen Mads Nygaard

At mange optikere nu skal på pension skyldes, at man ifølge Optikerforeningen tidligere uddannede mange flere optikere

- Omkring 1980 uddannede vi 120-130 optikere om året. Nu uddanner vi kun 80. Hvis man bare skal fylde den gruppe ud, står vi altså og mangler 40 uddannede årligt, siger Per Michael Larsen, direktør i Optikerforeningen.

Vigtig rolle

I sommeren 2022 startede 52 studerende på optometristuddannelsen i Randers, og de seneste år har antallet af ansøgninger til uddannelsen været dalende, og det ærgrer studievejleder ved optikeruddannelsen i Randers, Ulla Bak.

- Vi ville ønske, at flere fik øjnene op for studiet, for optikere har en vigtig rolle i at hjælpe med at passe på danskernes syn.

Michala H.M. Johansen håber også, at flere kigger mod optikeruddannelsen.

- Jeg synes, det er synd, at så få søger ind på studiet. Vi har en voksende ældre generation, der går på pension og har brug for briller, så der bliver nok at lave, siger Michala H.M. Johansen

Flere danskere skal til optikere

Der uddannes ikke kun færre optikere. Flere danskere skal i fremtiden - ifølge Optikerforeningen - også forbi en optiker. Det skyldes, at flere danskere kommer til at leve længere.

- Næsten alle, der bliver over 65 år, skal forbi en optiker. Ligesom bedemændene plejer vi at sige, at vi får alle i butikken, vi får dem bare flere gange, siger Per Michael Larsen, direktør ved Optikerforeningen.

Hvis ikke der bliver uddannet flere optikere, kan man være nødt til at se virkeligheden i øjnene og kigge efter andre muligheder.

- Vi ender med at måtte bruge andre arbejdsgrupper, og vi skal måske løbe hurtigere. Derfor kan vi blive nødt til at nedprioritere den faglighed, vi ellers lægger vægt på. Det er nøjagtig den samme problematik, som vi ser lægerne og sygeplejerskerne står i, siger Per Michael Larsen

God løn, mulighed for hele tiden at dygtiggøre sig og kontakten til kunderne er nogle af de fordele, Michala H.M. Johansen fremhæver, når hun skal fortælle om studiet. / Foto: Anne-Mette Gyldenløv Grosen

Kombinationen af et større behov for optikere i fremtiden og færre studerende gør de nyuddannede optikere meget eftertragtede hos optikerkæder som for eksempel Louis Nielsen.

- Der bliver konkurrence imellem optikerbutikker om at få nye medarbejdere ind. Den konkurrence kommer vi til at kunne se på lønnen, der typisk vil blive presset op, siger Mads Nygaard, der er direktør i Louis Nielsen.

Ansat før man er færdig

Men konkurrencen starter meget tidligere. Optikerkæderne tager praktikanter ind, og allerede inden de studerende er færdiguddannede, forsøger de at gøre sig til.

- Vi giver praktikanter lov til at prøve mange forskellige ting, og vi gør os meget umage for, at det er et godt sted at være i praktik. Vi vil meget gerne ansætte dem, når de er færdige, og det gør vi også i de fleste tilfælde, siger Mads Nygaard.

Michala H.M. Johansen blev tilbudt en stilling, allerede inden hun blev færdiguddannet. Sådan et tilbud takkede hun ligesom mange af sine medstuderende ja til.

- Jeg har været i praktik i Profil Optik og fortsætter med at arbejde der. Jeg skifter dog butik, da de leder efter en, som med tiden kan påtage sig ansvaret for butikken, siger Michala H. M. Johansen.

i 2022 havde 45 ud af 48 nyuddannede optikerstuderende fra Randers fået et job inden deres sidste eksamen.

Derfor møder optikerkæderne også talstærkt op til dimissionen for at netværke og få fat i de studerende, som endnu ikke har ansættelse.

Optometristuddannelsen i Randers oplyser, at Louis Nielsen, Synoptik, Profiloptik og repræsentanter fra alle de mindre praktiksteder vil være til stede til dimissionen på Dania Randers.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her