Borgerne i Ulstrup har lavet Østjyllands længste guirlande
Der er blevet lagt masser af arbejde i at skabe Danmarks fjerde længste guirlande, og det har været en sjov oplevelse for borgerne i Ulstrup
Der er blevet klippet og klistret af folk i alle aldre. Uendelige mængder af pap har været mellem fingrene på borgerne i Ulstrup. Det er sket, fordi Min Købmand har kørt en konkurrence om, hvem der kunne fremstille den længste guirlande.
Og alt det hårde slid har båret frugt. Med 14,7 kilometer så har Min Købmand i Ulstrup indtaget en fjerdeplads – lige akkurat nok til at vinde 10.000 kroner. Penge som går til den lokale idrætsforening Ulstrup IF.
- Det er vi mega glade for, så skal der laves et arrangement for børn, tænker vi, fortæller halinspektøren, Dines Boye, til TV2 ØSTJYLLAND.
Penge til børnene
Han kan dog ikke fortælle, hvilken form for arrangement, det drejer sig om, men pengene – de skal bruges på børnene.
- Vi skal have møde i næste uge om, hvad der præcist skal laves for pengene. De skal ikke bare ind på kontoen, børnene skal have glæde af det, fortæller Dines Boye.
Hos Min Købmand har man været meget overvældet over den store gejst, der har været omkring konkurrencen fra lokalsamfundets side.
- Det er jo hele byen, der har været inde over og oppe at køre. Og så har de jo lavet alle guirlanderne oppe i hallen og er kommet herned med dem i sække, fortæller Herdis Madsen, butikschef, Min Købmand i Ulstrup.
Ifølge halinspektøren, så har det været et projekt, som virkelig har samlet medlemmerne i foreningen.
- Vi har lagt meget energi i det, der gik sport i den i sidste uge. Håndboldtræningen blev aflyst, hvor de lavede guirlander. Forældre har mødtes, mens børnene var til træning. Jeg tror, vi lavede 5 km sidste søndag, fortæller Dines Boye.
Syv produktive dage
På bare en uge, der skete der et meget stort spring i guirlandens længde.
- Den første mandag kom vi med 800 meter, og den næste uge der kom der 14,7 kilometer. Skolebørnene hjalp til, børnehaverne og fritidsordningen, og det har virkelig rystet folk godt sammen, siger Dines Boye.
Det var noget, som også kom bag på butikschefen.
- Ingen havde vidst, at det ville blive så mange kilometer, som det er blevet. Det blev jo til 14,7 kilometer hos os, siger Herdis Madsen.
Og på grund af de mange kilometer pap i loftet, så fik guirlanden ikke lov til at blive hængende særligt længe.
- Den blev vurderet tirsdag klokken 13, og så tog vi den ned klokken 15, for vi kunne ikke være herinde for alle de guirlander. Og det kunne også være brandfarligt, fortæller Herdis Madsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Hos Ulstrup IF er de glade for, at de gik så helhjertet ind i projektet. Og de 10.000 kroner er endda blevet fordoblet af Ulstrup Gravstensforretning, så børnene kan glæde sig til et arrangement for 20.000 kroner.
- Jeg tror, at folk syntes, at der var noget at kæmpe for, og så skabte det et fællesskab. Vi har en rigtig god forening og et godt sammenhold her i byen med alverdens arrangementer, udtaler Dines Boye.