Maddiker i madaffaldet: - Det er simpelthen ulækkert

Flere finder maddiker i deres skraldespande. Det er særligt varmen og den nye affaldssortering, der får skylden. Madaffaldet bliver tømt for sjældent.

Udgivet Opdateret
Flere borgere i Hinnerup har haft maddiker i deres skraldespande. Optagelserne her er fra Joan Gammelgaard Bakkensen, som også bor i Hinnerup.

- De ender jo med at kravle oven ud af spanden, det er sku da for ulækkert.

Maddiker har bosat sig i Lena Flensborg Prangs skraldespand til madaffald.

Det kribler og krabler fra bunden af spanden, men maddikerne sidder også på låget, når hun åbner.

- Jeg synes det er klamt. Jeg kan ikke lide, at de kravler rundt dernede, når jeg skal ud med mit skrald.

Maddikerne er ikke kun flyttet ind i Lena Flensborg Prangs skraldespand i Hinnerup.

Flere borgere i byen giver udtryk for deres frustration med de klamme kryb i Facebookgruppen "8382 Hinnerup".

Yrsa Merrild (t.v.) og Lena Flensborg Prang (t.h.) har begge haft maddiker i deres skraldespande. / Foto: Privatfoto

Også Yrsa Merrild fra Hinnerup har fået ubudne skraldespandsgæster.

- De kravler levende rundt dernede og det stinker. Det er simpelthen ulækkert, og der er stadig mange, selvom skraldespanden lige er blevet tømt.

Sortering og sommersol

Hverken Lena Flensborg Prang eller Yrsa Merrild har oplevet, at der tidligere har været maddiker i deres affaldsspande.

- Vi har aldrig oplevet det før, men før fik vi også tømt skraldespand hver uge, siger Lena Flensborg Prang.

Og de tror begge to, at det er den nye affaldssorteringsordning og sommerens varme, der er årsag til at maddikerne nu har slået sig ned.

Sådan ser en maddike ud helt tæt på. / Foto: Favrskov Forsyning

Med den nye affaldssortering ordninger bliver madaffaldet i Hinnerup nemlig kun hentet hver anden uge.

- Jeg er slet ikke uenig i, at man skal sortere affaldet, men man må gøre noget andet for, at de ikke kravler rundt dernede, så skal der være tømning hver uge i stedet for, siger Yrsa Merrild.

Både Lena Flensborg Prang og Yrsa Merrild oplyser, at de har pakket madaffaldet i poser, som man skal, men at maddikerne alligevel ligger rundt om poserne nede i affaldsspanden.

Undgå at få maddiker

  • Bind en rigtig tæt knude på posen inden man lægger den ned i beholderen, så der ikke flyder snask ud.

  • Læg posen forsigtigt ned i beholderen, hvis man kaster den, kan der gå hul på posen og snask kan flyde ud.

  • Placer din affaldsbeholder i skyggen.

  • Luk låget omhyggeligt. Hvis man putter for meget i beholderen, så kan låget stå åbent, og der kan komme fluer ned.

  • Rengør din affaldsbeholder let ved at lægge den ned og give den en tur med haveslangen. Det kan forbygge lugt der tiltrækker fluer.

  • Sørg for at dryppe madaffaldet af, inden du smider det ud, da væsken lugter og tiltrækker fluer.

Kilder: Favrskovforsyning.dk og projektleder ved Favrskov forsyning Jonas Roland Pedersen.

Affaldet i deres spande blev tømt tirsdag, men maddikerne forsvandt ikke af den grund.

- Der er stadig mange, selvom den lige er blevet tømt, siger Yrsa Merrild.

- Nu skal jeg finde ud af, hvordan jeg kan få dem ud af spanden, men hvor skal jeg gøre af dem? Nu har vi prøvet at hælde salmiakspiritus ned for at slå dem ihjel, siger Lena Flensborg Prang.

Vil kun give gode råd

Ved Favrskov Forsyning har man forståelse for, at det kan være træls at have maddiker i skraldespanden. De vil dog ikke gribe til handling.

- Vi kan ikke gøre så meget, men vi har udleveret poser til borgerne og håber, at folk vil følge vores gode råd, siger projektleder ved Favrskov Forsyning, Jonas Roland Pedersen.

Maddikerne er dog ikke noget nyt ifølge projektlederen, som afviser, at det har noget med den nye affaldssorteringsordning at gøre, da man også oplevede det før.

Varmen derimod kan være med til at gøre, at der kommer flere maddiker.

- Her i sommervarmen er der større sandsynlighed for at få maddiker. En varm beholder, der står lige i solen, giver ideelle levevilkår for fluelarver, siger Jonas Roland Pedersen.

Har du fået maddiker i din affaldsspand henviser Favrskov Forsyning til en række råd, så du selv kan komme krybende til livs.

Sådan kommer du af med maddiker

  • Hæld kogende vand ned langs siderne af affaldsspanden. Det dræber maddiker, fluelarver og flueæg. Hæld vandet ud, når det er kølet af og gentag et par gange.

  • Fjern fastgroet materiale og snask i affaldsspanden.

  • Hæld de døde maddiker ud, enten i et afløb eller i haven.

  • Brug ikke gift. Fordi maddiker ikke er farlige, skal du aldrig bruge sprøjtegifte til at bekæmpe dem med.

Kilder: Favrskovforsyning.dk og projektleder ved Favrskov forsyning Jonas Roland Pedersen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her