Galleri slår rekord: Udprintet selvmordsmanual solgt som kunst
Efter 11 minutter blev der slået salgsrekord hos det lille Galleri Vagn i Horsens. Kunstneren bag er den kontroversielle Ibi-Pippi Orup Hedegaard.
68.000 kroner.
Så meget har en tysk kunstsamler betalt for værket 'You are welcome to use the exit door' af den kontroversielle kunster Ibi-Pippi Orup Hedegaard.
Værket består af 25 A4-ark med en udprintet selvmordsmanual. På hvert ark er der påtrykt Nike-sloganet 'Just do it', ligesom Ibi-Pippi Orup Hedegaard også har sat sin signatur.
Selvmordsmanualen er skrevet af den pensionerede læge Svend Lings, der tidligere er dømt for at vejlede folk i at begå selvmord.
Kurator på Galleri Vagn, Tine Sommer, er meget begejstret for salget af værket.
- Det er det dyreste værk, vi har solgt. Og det blev solgt 11 minutter efter, udstillingen åbnede. Det er simpelthen gået over al forventning, siger Tine Sommer.
Tiltrækker kontroversielle kunstnere
Ibi-Pippi Orup Hedegaard har for nylig fik en dom på halvandet års fængsel og en regning på 1,9 millioner kroner for hærværk udøvet mod Asger Jorn-kunstværket "Den Foruroligende Ælling".
Og netop det, at Ibi-Pippi Orup Hedegaard har været i vælten, fik Galleri Vagn til at forsøge at få hende til at lave en udstilling på galleriet i Horsens.
- Ibi-Pippi har en samfundsundrende tilgang til kunst og har lavet et rigtig interessant koncept med denne nye udstilling. For galleriejeren har det været en drøm, der er gået i opfyldelse, siger kurator Tine Sommer.
Har I slet ingen betænkeligheder ved at sælge en selvmordsmanual?
- Nej. Nogen vil sikkert synes, det er kontroversielt. Men kunsten skal være fri, og vi har det helt fint med, at nogen har lyst til at købe værket, siger Tine Sommer.
Galleri Vagn har før haft stor succes med at tiltrække kontroversielle kunstnere.
I marts fik det lille galleri masser af opmærksomhed, da provo-kunstneren Uwe Max Jensen hamrede et søm igennem sin penis' forhud på kvindernes internationale kampdag.