Vildt projekt: Opfører verdens største solcelleanlæg
Et nyt logistikcenter ved Horsens skal beklædes med et enormt solcelleanlæg.
Verdens største tag-monterede solcelleanlæg kommer til at ligge i Østjylland.
Det skriver firmaet SolarFuture i en pressemeddelelse.
Firmaet har fået til opgave at beklæde transportvirksomheden DSV nye logistikcenter ved Horsens med et enormt solcelleanlæg, der altså kommer til at sætte verdensrekord.
Det nye gigantiske logistikcenter kommer til at ligge ved Lund uden for Horsens, og når det er færdigt, vil der stå 820 porte til lastbiler klar.
På taget vil der i slutningen af året stå solceller nok til at kunne producere over 33 gigawatttimer, hvilket er nok til at dække forbruget for omkring 7300 husstande. Det svarer til seks procent af det samlede strømforbrug i Horsens Kommune.
Fakta om anlægget
Samlet effekt på solcelleanlægget: 35 MWp
Årlig produktion: 33,15 GWh
CO2-besparelse: 5.300 ton CO2 pr. år
Montage-system: Ballastsystem
Placering: Øst/Vest for optimal jævnproduktion over hele døgnet
Kilde: SolarFuture
Solcelleanlægget vil ifølge SolarFuture overgå selv solcelleanlægget på Teslas Gigafactory i Nevada.
Monteringen er begyndt på logistikcenteret i Lund, og solcelleanlægget forventes at stå klar i december 2024.