Nye Letbane-problemer: Trafikstyrelsen giver IKKE tilladelse til at køre
Mødet mellem Trafikstyrelsen og Aarhus Letbane betyder, at åbningen igen er i kraftig risiko for at blive udskudt
Aarhus Letbane får fredag ikke endelig tilladelse af trafikstyrelsen til at køre med passagerer, som man ellers havde håbet.
Det står klart efter et møde mellem Trafikstyrelsen og Aarhus Letbane.
Trafikstyrelsen har ikke kunnet endeligt godkende sikkerheden.
Der er dog tale om problemer i en størrelsesorden, der måske kan løses allerede i næste uge. Derfor er Letbanens målsætning om åbning i uge 50 ikke endegyldigt udelukket.
- Lad mig først sige, at vi har haft et rigtig godt møde med Aarhus Letbane. Der er stadig et stykke arbejde for Aarhus Letbane og deres accessor. Jeg er ikke i stand til at sige noget endeligt. Min forventning er, at det materiale, vi får i de næste dage, har en kvalitet, der gør, at vi kan godkende det, og min forhåbning er, at Letbanen kan komme ud og køre enten i slutningen af næste uge eller i begyndelsen af uge 51, siger Kåre Clemmesen, der er vicedirektør i Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.
Aarhus Letbane bekræfter i en pressemeddelelse, at der ikke foreligger en endelig godkendelse. Aarhus Letbane skriver også, at 'det fortsat ikke er afklaret, hvornår Aarhus Letbane kan begynde at køre med passagerer'.
Dog oplyser Aarhus Letbane, at man gør sig klar til at åbne med passagerer så snart, man modtager de sidste nødvendige godkendelser. Selskabet oplyser også, at der stadig er mulighed for, at åbningen bliver i uge 50.
Fakta om Aarhus Letbane
Aarhus Letbane har mødt flere bump på vejen fra anlæggelse og frem til den forventede åbning. Læs om forløbet her:
Marts 2017:
Åbningen af letbanen bliver udskudt på grund af manglende kørestrøm samt opsætning af nye broer.
Juli 2017:
Testkørsler af letbanen indledes på strækningen fra Aarhus H til Aarhus Universitetshospital i Skejby.
22. september 2017:
Trafikstyrelsen kan ikke godkende letbanen til kørsel med passagerer og aflyser dermed den planlagte åbningsfest dagen efter.
Styrelsen har ikke tillid til, at letbanens operatør, selskabet Keolis, har styr på sikkerhedsprocedurer, og man mener heller ikke, at Aarhus Letbane lever op til kravene til vedligehold af banen.
26. september 2017:
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) holder pressemøde efter at have forlangt en redegørelse fra letbaneselskabet om forløbet.
Det fremgår også, at der har været knas i kommunikationen mellem letbanen og styrelsen, og at der var mistillid mellem styrelsen og den daværende sikkerhedschef i Keolis.
16. oktober 2017:
Aarhus Letbane oplyser, at Keolis har fremsendt opdaterede sikkerhedsprocedurer til Trafikstyrelsen.
20. oktober 2017:
Trafikstyrelsen bekræfter at have modtaget reviderede sikkerhedsprocedurer. Styrelsen oplyser, at man nu sagsbehandler og ikke kan meddele et endeligt tidspunkt for forventet godkendelse.
13. november 2017:
Aarhus Letbane holder møde med Trafikstyrelsen. Det står nu klart, at meldingen fra Trafikstyrelsen om, at letbanen kan åbne fem-otte uger efter aflysningen, ikke holder stik.
De endelige godkendelser er endnu ikke på plads.
14. november 2017:
Letbanens ejere, Aarhus Kommune og Region Midtjylland, inviterer Trafikstyrelsen til møde for at drøfte situationen.
23. november 2017:
Trafikstyrelsen tilkendegiver på mødet i Aarhus, at man venter at have alle godkendelser på plads, så letbanen kan åbne på den indre strækning fra Aarhus H til Aarhus Universitetshospital i uge 50.
8. december 2017:
Trafikstyrelsen vil ikke give Aarhus Letbane lov til at køre endnu. Der mangler fortsat noget arbejde, oplyser Trafikstyrelsen efter et møde.
Kilde: Aarhus Letbane I/S, Ritzau.