Er du hjemme med dine børn? De her aktiviteter kan I lave
Alle skoler og daginstitutioner er lukket fra på mandag. Vi har samlet en række forslag til, hvad man kan lave med sine børn derhjemme.
For de fleste børn er det formentlig ren luksus at være hjemme med sine søskende og sine forældre i 14 dage. Men meget er alligevel anderledes sammenlignet med i skolen eller daginstitutionen, hvor der er faste rutiner og aktiviteter med venner og klassekammerater.
For nogle forældre kan det måske også være svært at finde ud af, hvad man skal man fylde de mange timer ud med.
Vi har samlet en række forslag til aktiviteter, forældre kan lave med sine børn i denne tid, hvor legeland, svømmehaller, biblioteker og andre steder med store forsamlinger er lukket ned på grund af risikoen for smitte med coronavirus, COVID-19.
1. Gå udenfor - tag i skoven, på stranden eller på legepladsen.
2. Se film i nattøj og nyd, at I ikke har travlt
3. Lav hjemmebag
4. Lav wellness i badekarret eller håndvasken - fyld ekstra skum og varmt vand i karret, og lad børnene sidde der så længe de vil
5. Krea-stue: Tegn, mal eller leg med perler eller modellervoks. På Pinterest findes der masser af inspiration til DIY-projekter med børnene
6. Spil brætspil
7. Lav dit eget spil, for eksempel bordfodbold. Bog og Ide har lavet de her sjove eksempler.
8. Kombiner naturaktiviteter med kreativ leg: Saml for eksempel sten og mal dem. Lav påskepynt. Byg et insekthotel eller en redekasse til humlebierne
Læs også:
9. Lav skattejagt - kan gøres både udenfor og indenfor
10. Lad dine børn deltage i daglige gøremål - børn har brug for at føle sig vigtige. Og selvom de brokker sig, styrker det deres selvværd, lyder det fra en psykolog i Favrskov Kommune. Læs flere af hendes råd længere nede i artiklen.
11. Lad dine børn kede sig - forældre er ikke underholdningsmaskiner, lyder det fra en ekspert. Selv den bedste forælder kan løbe tør for energi og gode ideer.
TV2 ØSTJYLLAND administrerer facebook-gruppen Morklubben, hvor forældre lige nu også deler ideer til aktiviteter, man kan lave med sine børn. Følg gruppen lige her.
Derudover har vi oprettet en ny gruppe, hvor østjyder kan hjælpe hinanden i disse corona-tider med alt fra børnepasning til indkøb. Følg den her.
Psykologens gode råd
1. Lav en plan for hverdagen: Hjemmedage så langt øjet rækker kan måske i første omgang lyde tillokkende for både børn og voksne, men faktisk har børn et stort behov og trives med genkendelighed og forudsigelighed i hverdagen. Lav helst en fysisk plan for dagen, hvor du fx. skriver; stå-op-tid, måltider, skole-/lektietid, skærmtid, udetid osv. på. Hæng dem op, så I sammen kan følge med i, hvor I er på dagen.
2. Dit barn skal bruge hovedet: Sørg først og fremmest for at sætte tid af til at få lavet de lektier, skolen lægger ud på Aula. Ud over det er højtlæsning, brætspil, at bage ud fra en opskrift, lægge puslespil og mange andre aktiviteter, som der måske er knebent tid til i det daglige, alle gode til både at bruge hovedet, men også at gøre noget sammen.
3. Bevar roen: Mere tid sammen vil altid betyde flere konflikter. Der er ikke noget i vejen med at blive uenige, men uenighederne skal helst ikke udvikle sig til skænderier og skæld-ud.
4. Involvér dit barn: Alle mennesker, uanset alder, har brug for at føle sig vigtige. Lad dit barn deltage i praktiske opgaver hjemme – mulighederne er uendelige og kan tilpasses alle aldre: pudse vinduer, fjerne blade, lave kødsauce, lufte hunden, skrive mormors fødselsdagskort, hjælpe med at vaske bilen osv. Måske protesterer de, men tag ikke fejl: det styrker både deres selvværd og følelsen af mening i hverdagen.
5. Kom ud i foråret: Mange indendørs aktiviteter holder lukkede, men de udendørs er altid åbne, og her er det nemt at holde god afstand til andre for at mindske risikoen for smitte.
6. Begræns skærmtiden
7. Husk hyggen og tal med dit barn: Der er masser af lyse sider ved et afbræk i hverdagens trummerum, så hold fokus på det! Afhængig af dit barns alder, tal da med dit barn om, hvorfor vi alle er hjemme – I kan fx se ultranyt.
Kilde: Ann McCormick, PPR Syddjurs
Er dine børn bekymrede?
Er dine børn bekymrede over situationen, og ved du ikke, hvordan du skal tale med dem om det, så åbner en ny hotline i dag, der skal berolige bange børn og unge.
Den nye hotline er åben alle dage fra klokken 9 til 16. Telefonlinjen er for både børn og forældre, der har spørgsmål eller bekymringer.
Du kan ringe til psykologerne på den nye telefonlinje på nummeret 69161667.
Derudover har Børns Vilkår samlet en række gode råd til samtalerne med dine børn om corona-pandemien. Dem kan du se herunder.
Børns Vilkår: Sådan taler du med dine børn om corona-virus, COVID-19
Fortæl dine børn, hvorfor de ikke skal i skole
Fortæl dine børn, at de skal blive hjemme fra skole, for at undgå at coronavirussen spreder sig. Du kan forklare dem, at jo flere mennesker, de møder, desto større risiko er der for, at de bliver smittet eller smitter andre.
Som Mette Frederiksen sagde på pressemødet: Vi skal stå sammen ved at holde afstand.
Ved at forklare det på den måde vil man også give børnene et ansvar, og de vil føle, at de kan gøre noget for at hjælpe.
Lyt til dine børns bekymringer
Børn kan godt opleve, at deres forældre siger: ”Det skal du ikke tænke på”. Men når børn nu tænker på det, har de brug for at få talt om det.
Giv dig tid til at lytte til deres bekymringer, og hjælp dem med at sortere i de informationer, de har fået fra medier og andre steder.
Spørg ind til dine børns bekymringer
Spørger dit barn ikke selv ind til situationen med coronavirus i Danmark og hele verden? Er det tilfældet, er det en god idé at spørge barnet, hvad barnet har set og hørt om coronavirus, og lade snakken starte der.
Giv dig tid til at lytte, og hjælp dem med at sortere i de informationer, de har fået.
Tal med dine børn om fakta
Fortæl dit barn de konkrete fakta om coronavirussen. For eksempel at sundhedsmyndighederne generelt mener, at der er god grund til at tage det roligt. Det er primært ældre og svækkede borgere, som risikerer at blive alvorligt syge, hvis de bliver smittet med coronavirus.
Sundhedsstyrelsen oplyser desuden, at man skal have været i tæt ansigt-til-ansigt-kontakt med en coronasmittet for selv at få virussen. Det vil sige inden for to meter fra hinanden i mere end 15 minutter.
Tal om bedste- og oldeforældre
Dine børn har måske hørt, at det primært er ældre og svækkede borgere, der bliver hårdt ramt af coronavirussen.
Derfor er dine børn måske bekymrede for deres bedste- og oldeforældre. I den situation er det en god idé at facetime med bedsteforældrene, så de kan fortælle, at de er okay. Fortæl også, at vi har dygtige læger i Danmark, som står klar til at tage imod dem, der har brug for at komme på hospitalet.
Se nyheder med dit barn
Generelt er det en god idé, børn ikke ser nyheder uden en voksen. Det giver børnene mulighed for at stille spørgsmål og få talt om deres bekymringer. Det værste er at gå rundt med fantasier.
Børns Vilkår anbefaler desuden at se eller høre nyheder, der er målrettet til børn, eksempelvis Ultra Nyt.
Tal om dine bekymringer, uden at dine børn er til stede
Det er en god idé at dæmpe sin egen bekymring.
Alle forældre har bekymringer, og fordi vi ved mere, kan vi også bekymre os om mere. Børns Vilkår råder til, at man deler sine bekymringer, når ens børn ikke er i nærheden.