Dieselbiler var ikke gode nok: Skal nu skiftes ud
Bilerne var ikke velegnet til bykørsel
I Norddjurs Kommune kører hjemmesygeplejerskerne meget rundt i deres biler, også mere end de egentlig burde. Bilerne, der er indkøbt, er nemlig ikke velegnet til bykørsel, og derfor skal personalet køre rundt for at varme motoren op.
- Man kan godt undre sig over, hvordan det kan foregå, at man køber nogle biler, der ikke er velegnet til bytrafik, siger hjemmesygeplejerske i Norddjurs Kommune Anna Kirkegaard.
Læs også:
Det er de små byture rundt mellem ældre medborgere, der ikke gør motoren varm nok.
- Så kokser de til, ligesom din elkedel derhjemme, den kokser også til, når du har kogt vand på den igennem længere tid, og hvis du ikke en gang imellem afkalker den, så stopper den også med at virke, og det samme sker med bilen, den kokser simpelthen til inde i motoren, siger afdelingsleder ved Teknisk Rådgivning i FDM, Lone Otto.
Derfor er de ansatte nødt til at køre rundt og varme motoren op, og det er slet ikke optimalt mener de ansatte.
- Det er svært at få presset det ind i en arbejdsdag, hvor borgerne venter på os, siger Anna Kirkegaard.
Hos Norddjurs Kommune erkender de også, at bilerne, der er indkøbt, ikke er gode nok til formålet.
- Jamen de måtte tage en ekstra tur i bilen, og det er selvfølgelig rigtig uheldigt, og nogle gange har de ikke kunne gøre det, fordi de skulle ind til den ældre, siger Lars Møller (S), der er formand for Voksen- og Plejeudvalget i Norddjurs Kommune
Og kommunen gør nu også noget ved problemet, så hjemmesygeplejerskerne for nogle nye biler at køre i.
- Vi vil bare ikke bruge nogen biler, hvor der går noget tid fra den ældre medborger. Det vil vi ikke finde os i, så derfor har vi haft en god dialog med leverandøren om, at få skiftet de her biler ud, siger Lars Møller.