Henrik leder efter sin helt: - Jeg er så taknemmelig!

En chokeret Henrik Pedersen fik aldrig sagt tak til den mand, der reddede hans vielsesring, så nu leder han efter sin helt.

Udgivet Opdateret
En fremmed mand overraskede Henrik Pedersen i hans opgang.

Henrik Pedersen var lige nået ind ad døren for fire uger siden, da han til sin skræk opdagede, at hans vielsesring var forsvundet.

Parret Henrik Pedersen og konen Camilla fra Grenaa har været triste og kede af at have mistet vielsesringen, og de var så småt begyndt at opgive håbet om at vielsesringen vendte tilbage.

- Vi snakkede i går morges (onsdag morgen, red.) om, at jeg bare skulle gå op og få lavet en ny ring, men det ville aldrig være det samme, siger Henrik Pedersen

Men så bankede det på døren, og dér stod en mand med en vielsesring i hånden.

- Det var fuldstændig surrealistisk. Han spurgte mig, om jeg manglede en ring. Jeg blev helt rundt på gulvet, siger Henrik Pedersen.

Den venlige mand opsporede Henrik Pedersen blandt de mange opgange på Fuglevænget i Grenaa. Her kan kun ses seks af dem. / Foto: Google Street View

Manden ville sikre sig, at det nu engang var Henriks ring, så han spurgte ham, om han kunne sige, hvad der stod i ringen.

- Jeg var i chok, så jeg kunne ikke svare på spørgsmålet. Jeg kaldte på min kone, som svarede med vores bryllupsdag og med det samme genkendte ringen.

Henrik Pedersen var så lykkelig over, at ringen var vendt hjem, at han ikke fik takket manden så meget, som han gerne ville.

- Jeg var så rundt på gulvet, at jeg ikke fik hans navn, eller hvor han havde fundet ringen. Jeg gav ham verdens største krammer, men jeg vil gerne takke ham endnu mere, siger han.

Derfor leder Henrik Pedersen nu efter ejermanden.

- Jeg er så lykkelig over, at ringen er tilbage på min finger, og jeg vil så gerne finde ud af, hvem han var.

Henrik beskriver hverdagshelten som en ung fyr på 20 til 25 år af anden etnisk herkomst end dansk. Han bar en sort hættetrøje med hvide snørebånd og en jakke, der var gul og sort.

- Han lignede faktisk lidt en bølle, men en sød bølle. Han så også helt forbavset ud over at have fundet mig, siger Henrik Pedersen.

Fuglevænget er et større boligområde i Grenaa. / Foto: Google Maps

Den unge mand havde lykkedes med at finde Henrik Pedersens bopæl blandt de mange opgange, der er på Fuglevænget i Grenaa, hvor Henrik Pedersen bor med sin kone.

- Han har jo nok gået igennem 62 opgange for at lede efter os. Det er ligesom at lede efter Holger. Hvordan han fandt mig, det begriber jeg ikke, siger Henrik Pedersen

For at finde den venlige mand har Henrik Pedersen spurgt Grenaas borgere i den lokale Facebook-gruppe og har også snakket med naboerne, men indtil videre uden held.

- Jeg er så taknemmelig for, at folk kan være så ærlige, det betyder rigtig meget for mig, at ringen nu sidder tilbage på min finger. Jeg har savnet den, slår han fast.

Henrik Pedersen håber eftersøgningen kan lykkes, så han kan få sagt ordentligt tak.

- Hvis ikke det lykkes, så håber jeg, at jeg møder ham på gaden, måske på vej ned for at hente børnene, og så vil jeg da stoppe op og sige tusind tak.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her