Karlas opråb til kommunen: - Hvorfor må jeg ikke det samme som mine veninder?

12-årige Karla er godt træt af ikke at kunne de samme ting som sine veninder. Nu har hun taget sagen i egen hånd og sendt et klagebrev til kommunen.

Udgivet Opdateret
Karla Hjort Nejmann har brug for hjælp til det meste. Foto: Privatfoto

- Hvorfor må jeg ikke sætte mit hår om morgenen? 

- Hvorfor må jeg ikke tage i Netto med mine veninder?

- Hvorfor må jeg ikke selv kigge i min julesok?

Det er bare et uddrag af de mange spørgsmål, som 12-årige Karla Hjort Nejmann fra Auning har sendt i et brev til Norddjurs kommune.

Hun har muskelsvind og brug for hjælp til det meste. Derfor har kommunen bevilget hende 35 timers hjælp om ugen, men det er ikke nok, mener både hun selv og hendes mor.

- Karla er afhængig af, at enten vi eller en hjælper kan assistere hende i et eller andet omfang med både personlig pleje og alle aktiviteter, siger Sabrina Hjort Nejmann, som er Karlas mor. 

Og med 35 timers ugentlig hjælp, opstår der ofte tidspunkter, hvor 12-årige Karla må vente på, at nogen har tid til at hjælpe hende. For eksempel med at komme ud af sengen om morgenen.

- Det frustrerer hende, at hun ikke kan det, hun gerne vil, når hun vil det, siger Sabrina Hjort Nejmann.

Har ventet på svar i 1,5 år

Derfor ansøgte familien for 1,5 år siden om ekstra hjælp til den 12-årige pige, så hun kan få mulighed for at lave flere ting uden sine forældre.

- Hun vil bare gerne gøre ting, der er normale for andre på hendes alder. For eksempel tage et bad, uden hendes mor eller far skal være med, siger Karlas mor, Sabrina Hjort Nejmann. 

Men det ønske skulle vise sig at have lange udsigter. 

12-årige Karla Hjort Nejmann har muskelsvind og sidder derfor i kørestol. / Foto: Privatfoto

Ifølge Sabrina Hjort Nejmann fik familien et afslag på ansøgningen i foråret, som de klagede over, og først for nylig har de fået svar fra Ankestyrelsen, som bekræfter, at ansøgningen skal genbehandles. 

- Det er lang tid for en pige på 12 år, siger Sabrina Hjort Nejmann. 

Og det er netop den lange ventetid, der har fået bægeret til at flyde over for Karla Hjort Nejmann og derfor fået hende til at sende et brev direkte til kommunen. 

- Det er ikke godt nok

Chefen for Børne- og Familieområdet i Norddjurs Kommune, Mette Koudal, er heller ikke begejstret for den lange ventetid. 

- En sagsbehandling på 1,5 år er vi slet ikke tilfredse med. Det kan vi lige så godt lægge os fladt ned og sige, at det er for lang tid, siger hun. 

Hun påpeger, at 'Barnets Lov', som er blevet vedtaget af Folketinget og træder i kraft i 2024, kan betyde bedre dialog med barnet i sager som Karlas.

En sagsbehandling på 1,5 år er vi slet ikke tilfredse med
Mette Koudal, familiechef, Norddjurs Kommune

- Barnets lov, der træder i kraft 2024, lægger op til mere inddragelse af børn og unge, end der har været tidligere, og det hilser vi i den grad velkommen, siger hun. 

Mette Koudal mener, at der før i tiden ikke har været lige så meget fokus på barnets stemme, som der kommer nu, og dét kan være grunden til, at nogle familier har oplevet dårlig dialog med kommunen. 

Vil kunne det samme som veninderne

Det frustrerer Karla, at hun ikke altid har mulighed for at komme ud af hjemmet og være sammen med sine veninder, når der ikke er en hjælper på vagt, og forældrene ikke har tid. 

- Tit og ofte bærer hun frustrationen i sig selv, fordi hun ikke vil gøre os kede af det, fortæller Sabrina Hjort Nejmann. 

Men en gang imellem sætter Karla selv ord på sin frustration. 

Tit og ofte bærer hun frustrationen i sig selv, fordi hun ikke vil gøre os kede af det.
Sabrina Hjort Nejmann, Karlas mor, Auning

- Hun kan for eksempel finde på at sige 'hvis jeg havde én, der kunne hjælpe lige nu, kunne jeg bage en kage', siger Sabrina Hjort Nejmann.

Og det er netop de små aktiviteter, som er hverdag for de fleste andre på hendes alder, hun efterspørger i brevet til kommunen. Heriblandt at have et socialt liv med venner udenfor hjemmet, at give sin kanin mad og at rydde op på værelset. 

Derfor håber Karla og hendes familie nu på, at de snart hører noget nyt fra kommunen. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her