Lørdag var chancen gylden for at se en jæger i aktion
Overalt på Djursland var jægere her til formiddag på jagt efter vildt.
Der var lørdag formiddag gode chancer for at spotte en jæger på Djursland, for fjerde år i træk var der lørdag inviteret til fælles jagt på Djursland.
Bevægelsesjagt kalder arrangøren Ryomgård & Omegns Jagtforening jagten, hvor det handler om at få "liv" i flest mulige jagtarealer på en gang, så vildtet altså kommer i bevægelse.
- Dette giver bedre muligheder for dels at få et bedre indtryk af bestanden af klovbærende vildt, dels chancer for at få noget for, skriver arrangøren i et oplæg til jagten, hvor der altså også gerne skulle skydes nogle dyr.
Sidste år deltog 176 jægere i jagten, der strakte sig over et areal på 4000 hektar - eller 40 kvadratkilometer.
Hvor mange jægere, der deltog i år, ved Ole Severinsen ikke, men han var i hvert fald en glad jæger, da TV2 ØSTJYLLAND mødte ham på Mejlgaard Slotskro, hvor flere af jægerne spiste sammen efter lørdagens jagt.
- Dem jeg har snakket med foreløbig har sagt, at det har været en fantastisk dag, for vejret har været supergodt at sidde i med solskin og ingen vind, og der er blevet set en hel del råvildt og en smule dåvildt, lød det efter jagten fra Ole Severinsen.
Han skal nu have indsamlet observationerne fra jagterne overalt på Djursland. De kan hjælpe jægerne og andre vildtobservatører til at estimere bestanden af vildt på Djursland.
Der går en uges tid, før han har tallene, vurderer jagtlederen.