Ny købmand fundet: - Det er så fantastisk

Det har været en hård kamp, men det er lykkedes Købmandsgruppen i Gjerrild at finde en købmand, der kan overtage den vigtige post i byen

Udgivet Opdateret
Vibe Bennetzen og Torben Leth Andersen står klar til at overtage købmandsbutikken i Gjerrild. Foto: Privat

Efter en hård og lang søgen efter en ny købmand har beboerne i Gjerrild på Norddjurs nu noget at juble over.

Tre lokale har meldt sig til posten som lokal købmand, og det glæder Købmandsgruppen.

- Det er så fantastisk, som noget kan være. At det er tre fra lokalsamfundet, gør det endnu bedre, siger Stinne Bæk, der er formand Købmandsgruppen Gjerrild, til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er Lone Jensen, Vibe Bennetzen og Torben Leth Andersen, som står klar til at overtage posten som købmand fra 1. juli.

Det er så fantastisk, som noget kan være. At det er tre fra lokalsamfundet gør det endnu bedre.
Stinne Bæk, formand, Købmandsgruppen Gjerrild

- Jeg glæder mig til, at vi får alt det formelle i orden, så vi kan komme i gang, fortæller Torben Leth Andersen, der snart kan kalde sig købmand, til TV2 ØSTJYLLAND.

Ingen af de tre kommende købmænd har erfaring indenfor faget. Men det er ikke et problem ifølge Torben Leth Andersen.

- Som Pippi siger; Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg nok, siger en grinende Torben Leth Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Der kommer snart nye ansigter hos købmanden i Gjerrild. Tre lokale har meldt sig som de nye købmænd. Arkivfoto.

Det er ikke en drøm om at blive købmand, som har fået ham til at springe til.

- Jeg skal ikke være købmand resten af mit liv, men jeg vil være med til at få gang i det og få det til at køre, siger han.

Vigtigt for byen

Det er ikke kun Købmandsgruppen og de kommende købmænd, som er glade. Hele byen ånder nu lettet op.

- Det har mødt stor begejstring fra alle i byen, at vi har fundet en købmand. Det er en stor lettelse, fortæller formand Stinne Bæk.

Det er ifølge Torben Leth Andersen også en nødvendighed at have en købmand i byen.

- Det er det eneste sted, hvor man møder folk tilfældigt. Hvis købmanden ikke er der, så dør byen stille og roligt, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Som Pippi siger; Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg nok.
Torben Leth Andersen, kommende købmand, Gjerrild

Han gør det derfor ikke for pengene.

- Det har aldrig været en god forretning, og det vil umiddelbart aldrig blive en god forretning, siger Torben Leth Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Den nuværende købmand Bit Carstensen stopper den 1. juli, hvor de tre nye hoveder så tager over.

VIDEO: Vi var i marts på besøg i hos den nuværende købmand, Bit, hvor søgningen efter en ny købmand ikke havde båret frugt endnu. Indslaget er fra marts i år.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her