Hædret som Årets tv-fotograf
Vinder pris for indslag om værtshus på banegård
Fotograf Ole Jermiin fra TV 2 | ØSTJYLLAND er blevet hædret som Årets tv-fotograf.
Ole Jermiin har vundet prisen i kategorien "Nyheder" for tv-indslaget "En tidslomme i Odder", der blev sendt på TV 2 | ØSTJYLLAND i maj sidste år.
Tv-indslaget handler om et værtshus på banegården i Odder, hvor stamkunderne dagligt mødes. De ældre gutter med glimt i øjet får både kaffe fra emaljekanden, øl og små skarpe.
- Der er kælet for lyset i rummet og en billedside, der veksler mellem totaler og nærbilleder. Intervieweren er fraværende, historien drives alene af det, gæster fortæller og samspillet mellem dem, skriver Pressefotografforbundet på sin hjemmeside.
- Indslaget, der primært fungerer som et åndehul i et stramt nyhedsslot, er filmet med fin etik over for de medvirkende og bæres af ærkedansk hygge og humor.
Du kan se Ole Jermiins prisvindende tv-indslag fra værtshuset i Odder i videoen øverst på siden.
Foruden Ole Jermiin blev også TV 2 | ØSTJYLLANDs Jesper Sterum hædret i kategorien "Dokumentar". Jesper Sterum fik en andenplads for sin dokumentar "Hvidsten-filmen - bag kameraet".