Nu kan helt særlig LP-samling blive din
Årets julemarked blev lørdag åbnet i Torrild ved Odder. I år er det med et kongeligt strejf, da Prins Henriks pladesamling, bestående af 900 vinyler, er sat til salg blandt nisser og sne.
Finn Torslow er manden bag julemarkedet i Torrild – og så er han inkarneret royalist
Lørdag forenede han interessen for jul og det kongelige, da han til lyden af Prins Henriks vinylsamling kunne ringe julen ind og erklære julemarkedet i Torrild ved Odder for åbent.
Læs også:
Finn Torslow har samlet på kongelige genstande i 50 år, og tidligere på året føjede han 900 vinylplader til sin samling, da han for den nette sum af 46.000 kroner købte Prinsgemalens plader.
- Jeg har ikke fået kigget dem alle igennem endnu, så det kunne altså godt ske, at der lå et brev eller noget andet indeni etuiet, fortæller Finn Torslow, mens han bladrer gennem de mange vinyler.
Allerede i sommer blev Finn Torslow kontaktet. En rigmand i Østen ville have del i pladerne, og han solgte 450 af dem for 45.000 kroner, skriver Odder Avis.
Nu er resten af LP’erne sat til salg blandt nisser, rensdyr og julekugler, mens Finn Torslow selv beholder 50 af pladerne. På alle pladerne er Prins Henriks monogram at finde.
- Jeg kan jo ikke nå at høre alle de plader alligevel, så det skær ikke i hjertet at sælge ud af dem, for jeg har selv en samling på 300 plader, jeg aldrig hører, siger Finn Torslow.
Til Finn Torslows samling hører desuden royale billeder og figurer, og så har han et spisebord stående dækket til den dag, Dronning Margrethe forhåbentligt kommer på besøg i egen høje person.