Sådan gik det, da John uden ben testede en robotstøvsuger
Robotter erstatter i stigende grad menneskelig hjælp fra det offentlige. Men hvordan virker en robotstøvsuger egentlig? Og hvordan betjener man den, når man er benamputeret og sidder i kørestol?
Den er rund, snurrer svagt og kan selv finde hjem.
Umiddelbart gør robotstøvsugeren ikke nogen fortræd.
Men John Müller, der er benamputeret og sidder i kørestol, forbeholder sig retten til at være skeptisk, for kommer den ordentligt ud i hjørnerne? Hvad med panelerne? Og hvem skal tømme den, når den er fyldt?
67-årige John Müller har både hund og kat, så der er nok at se til for en støvsuger.
Men tilbage i maj fik han frataget sin ugentlige rengøring. I stedet har Odder Kommune opfordret ham til at købe en robotstøvsuger og -gulvvasker.
Sådan én har han hidtil nægtet at få inden for sin dør.
Indtil i dag, hvor han er gået med til at teste en robotstøvsuger, som vi på TV2 Østjylland har medbragt.
Håber på mennesker frem for robotter
Robotstøvsugeren kan fjernbetjenes, og med et enkelt tryk får John Müller sat den i gang.
- Lige der kører den jo fint, lyder det fra John Müller, mens robotstøvsugeren finder vej ind under hans seng.
Mens vi lader støvsugeren gøre sit arbejde, fortæller John Müller om sin sag, som vi første gang omtalte i september 2023.
- Der er ikke sket en skid.
Odder Kommune har fastholdt sin beslutning om at skære i John Müllers rengøring, og derfor har han nu klaget til Ankestyrelsen i håb om igen at få gjort rent af hjemmeplejen.
- De var skidegode. De gjorde tingene godt og var søde. Det var bare i orden, siger John Müller.
Robothjælpemidler
Flere principafgørelser fra Ankestyrelsen har tidligere fastslået, at kommuner gerne må bruge robothjælpemidler frem for almindelig rengøring.
Og ifølge KL bruges der nu på sundhed- og ældreområdet robotter af forskellig slags i 67 procent af kommunerne.
Ankestyrelsen har også slået fast, at det er borgeren selv, der skal købe og betale en robotstøvsuger.
Men hos Ældresagen mener jurist og seniorkonsulent, Dorthe Bjerremand Erichsen, ikke, at en robotstøvsuger kan erstatte almindelig rengøring.
- I rigtig mange situationer er det helt nødvendigt at supplere med en almindelig, gammeldags støvsuger. En robotstøvsuger kan heller ikke samle glasskårene op, hvis man har tabt et glas sild på gulvet. Den kan ikke støvsuge panelerne eller fjerne krummer i sofaen, siger hun til TV2 Østjylland.
Kilder: Ankestyrelsen, KL og Dorthe Bjerremand Erichsen.
Udfordringer på sin vej
Helt så nemt går det ikke for robotstøvsugeren, der hurtigt støder på problemer hos John Müller.
I hans soveværelse er den kørt fast i hunden Balous tæppe, der ligger på gulvet.
Som man kan se i videoen herunder har John Müller svært ved at få den fri igen fra sin plads i kørestolen. Med en pind og stort besvær lykkedes det til sidst, og robotstøvsugeren fortsætter sin færd rundt i huset.
Hvorfor skal du have et hundetæppe liggende på gulvet?
- Jeg skal ikke flytte rundt efter kommunens ønsker, siger han.
Hvorfor egentligt ikke?
- Det er indrettet, så det passer til mig, og så jeg kan komme rundt.
Selvom John Müller anerkender, at der måske findes måder at indrette sig, hvor der er plads til både ham selv, hund og robotstøvsuger, er det ikke noget, han vil overveje.
- Nej, for jeg har ikke råd, siger han resolut.
Hos Ældresagen udtaler Dorthe Bjerremand Erichsen sig ikke om John Müllers konkrete sag, men hun mener generelt, at der er grænser for, hvad kommunen kan bede en borger om.
- Lige præcis i forhold til indretningen med en robotstøvsuger ved vi bare, at rigtig mange ældre har mange møbler, som de har følt sig knyttet til gennem et helt liv. Det kan være rigtig svært at skille sig af med det eller lave om på sin indretning, siger hun.
Læs udvalgsformandens svar
Fra politisk side er holdningen til robothjælpemidler klar.
- Vores liv er foranderligt, og det er naivt at tro, at vores liv og hjem ikke skal indrettes anderledes. Man må være fleksibel og få det bedste ud af sin livssituation, siger Finn Thranum, der er formand for Udvalget for sundhed og voksne i Odder Kommune for Venstre, til TV2 Østjylland.
John Müller fik ændret sin rengøringshjælp efter, at Odder Kommune i juni 2022 vedtog en reduceret rengøringsstandard, som blandt betød flere robotter på sundhed- og ældreområdet.
Det er ifølge Finn Thranum bydende nødvendigt.
- Vi bliver nødt til at prioritere vores hjælp. Vi er en af de kommuner, der får den største udvikling i +80-årige. Vores rekrutteringsudfordringer frem mod 2030 bliver enorme.
Er det her et udtryk for, at økonomien i Odder Kommune er så presset, at I skal vende hver en krone?
- Ja, siger Finn Thranum og tilføjer:
- Men det er også et udtryk for, at vi har velfærdsteknologiske løsninger, der kan gøre hverdagen nemmere for borgeren, så man undgår, at der kommer medarbejdere ind og ud af hjemmet.
Et spørgsmål om samarbejde
I John Müllers stue er robotstøvsugeren igen kommet i karambolage med indretningen. Denne gang er det i kattens hjørne, at et stykke legetøj har sat sig fast i støvsugeren.
Efter igen at have prøvet med pinden, må John Müller give fortabt.
- Det kan jeg sgu da ikke, griner han.
Så vi lader robotstøvsugeren holde fri for i dag. Den kom på en halv time rundt i flere af hjemmets rum, men har ikke fået overbevist robotskeptikeren.
- Jeg er kun blevet overbevist om, at jeg skal have noget ordentlig rengøring, siger John Müller.
Han er fortsat i tvivl om, hvem der skal tømme støvsugeren, når den som nu er helt fyldt med dyrehår. Men her er svaret fra udvalgsformand Finn Thranum (V), Sundhed og Voksne, klart.
- Det er et spørgsmål om at købe kvalitet. Der findes robotstøvsugere, der kan tømme sig selv. Jeg har fuld tillid til, at en robotstøvsuger kan blive til god gavn hjemme hos den pågældende borger, siger han.
Det giver John Müller dog ikke meget for.
- Det er kommunen, der skal tilfredsstille borgeren i samarbejde med borgeren.
Samarbejder du?
- Det synes jeg da, at jeg gør, siger John Müller.
Se hele indslaget, hvor John Müller tester en robotstøvsuger i sit hjem: