Afsløring: Direktør får millioner i hånden efter fyring
Af fratrædelsesaftalen fremgår det, at Erik Krarup er berettiget til at få mere end tre millioner kroner.
Erik Krarup er færdig som direktør i Erhvervshus Midtjylland efter alvorlige problemer med det psykiske arbejdsmiljø i erhvervshuset, der er finansieret af skattekroner fra blandt andre de østjyske kommuner.
Nu kan TV2 Østjylland afsløre, at den mangeårige direktør får en god pose penge med ud af døren.
Af fratrædelsesaftalen mellem Erik Krarup og Erhvervshus Midtjylland, som TV2 Østjylland har fået aktindsigt i, fremgår det, at han er berettiget til samlet at få 3.102.800 kroner plus eventuel bonus for 2024.
Her er fratrædelsesaftalen
Månedsløn på 102.500 kroner samt 18 procent i pension i opsigelsesperioden, der ophører 31. december 2024.
Fratrædelsesgodtgørelse svarende til 18 måneders løn, inklusiv alle løndele.
Bonus for 2023 på 200.000 kroner baseret på den aftalte resultatopnåelse vedrørende Kommunekontraktrådet Midtjylland og bonus for 2024 svarende til 2024 bonus, da Erik Krarup er fritstillet i opsigelsesperioden.
Kilde: Erhvervshus Midtjylland
Den 24. maj meddelte Ib Lauritsen, bestyrelsesformand for Erhvervshus Midtjylland, at Erik Krarup var færdig som direktør.
Det er skete, efter at der har været voldsomme problemer med det psykiske arbejdsmiljø.
TV Midtvest kunne i begyndelsen af maj fortælle, at 21 nuværende og tidligere medarbejdere havde skrevet breve til bestyrelsen med hård kritik af den øverste ledelse, som de mente var skyld i et dårligt psykisk arbejdsmiljø.
Samtidig har en rapport af det eksterne konsulentfirma Komponent vist, at det psykisk dårlige arbejdsmiljø har eksisteret i flere år.
Hvad er Erhvervshus Midtjylland?
Der ligger erhvervshuse placeret rundt i hele landet. Erhvervshus Midtjylland rådgiver hvert år over 5000 virksomheder.
Erhvervshus Midtjylland er offentligt finansieret. Pengene kommer fra de 19 kommuner, der er i Region Midtjylland. I alt får de 41,679 millioner kroner-
De har kontorer i Aarhus, Horsens og Herning, hvor i alt cirka 75 ansatte er beskæftiget.
Siden 2007 har direktør Erik Krarup været i spidsen for det hele.
- Hvis man står i en situation, hvor man får en rapport, der viser, at det psykiske arbejdsmiljø er uholdbart, så bliver man nødt til at skabe rum for at lave forandringen. Bestyrelsen har erkendt, at vi måtte lave et skifte på toppen, sagde Ib Lauritsen i forbindelse med fyringen.
- Erik og jeg har grundet undersøgelsen haft flere snakke over de seneste måneder. Ingen af os har været i tvivl om, at det kunne ende her. På den måde kommer det ikke som et chok.
Erhvervshus Midtjylland har fundet sin nye, midlertidige direktør.
Ny i direktørstolen er Mette Højborg, som tidligere har været direktør for kultur, arbejdsmarked og erhverv i Holstebro Kommune og direktør i Børnenes Hovedstad A/S i Billund.
Hendes primære opgave hos Erhvervshus Midtjylland bliver at få styr på stedets psykiske arbejdsmiljø.
TV Østjylland forsøger - foreløbigt uden held - at få en kommentar fra Erik Krarup.