Bo har brugt tusindevis af timer med maling på læberne

Bo Mørck Penstoft er yderst passioneret, når det kommer til små figurer i alverdens afstøbninger. Og når han er færdig med at male dem, er han ovenikøbet i verdensklasse, når det drejer sig om at spille med dem.

Udgivet Opdateret
Bo Mørck Penstoft er denne uges hovedperson i vores serie Nørderi. Kom med på besøg og se hans vilde samling af små figurer, han selv har malet.

Malerpenslen bliver lige spidset mellem læberne på Bo Mørck Penstoft, når de helt fine detaljer skal laves. Selvom han har gjort det tusindevis af gange, er det et arbejde, der kræver masser af koncentration.

Bo Mørck Penstoft maler små figurer – orker, elvere og hvad det ellers må være – og han elsker det.

- Det giver mig en følelse af at lave noget, som er fuldstændig unødvendigt. Jeg redder ingen børn, planeter eller noget som helst. Det er kun for mig, siger han om sin store passion.

I gamle dage hed det tinsoldater, og det er en hobby, der har siddet fast i Bo Mørck Penstoft lige siden han første gang fik øjnene op for det.

Har han gang i et projekt, bruger han hver aften i sin mancave – en skurvogn indrettet til formålet – når børnene er puttet. Lige for tiden nøjes han med et par gange i ugen.

- Det, at jeg bliver ved med at prioritere det, er en gave. At jeg har lyst til at blive ved med at befinde mig i det univers, som har betydet så meget for mig, da jeg var yngre. Hvorfor skal det ikke betyde meget for mig nu, bare fordi jeg er blevet ældre?

Nørd i verdensklasse

Det handler ikke kun om at male, men også om at spille. Vi skal tilbage til 70’erne for at finde starten på fascinationen for fantasy, rollespil og strategispil.

Det er dog særligt spillet Warhammer 40k fra 1987, Bo Mørck Penstoft har kastet sin kærlighed på. En blanding af science-fiction og fantasy-genren, og som han kalder det: En superavanceret form for skak.

Og han husker da også, da det gik op for ham, figurerne kunne bruges til et stort spil.

- Det var så fedt, at vi næsten besvimede, da vi fandt ud af det. Tænk at kunne spille på et helt bord, fyldt med tinsoldater, siger han.

Mange aftener med massevis af cola har også gjort ham ganske ferm til spillet. I 2018 var han i Serbien, hvor det med det danske hold blev til en sølvmedalje ved verdensmesterskabet.

- Da vi kom ind på andenpladsen, havde vi tævet folk sønder og sammen, men vi fik prisen for bedste sportsånd. Det er den, jeg er mest stolt af. Vi tævede folk med manér, siger Bo Mørck Penstoft.  

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her