Der er fundet en model for frivillig AstraZeneca-stik
Den godkendte AstraZeneca-vaccine mod coronavirus er droppet i Danmark, men kan fås frivilligt, hvis politikerne træffer beslutning om det.
Af Ritzau
Sundhedsstyrelsen har lavet en model for frivillig ordning for AstraZeneca.
Den giver mulighed for, at danskere kan få et stik med covid-19-vaccinen, selv om den ikke længere er en del af den danske vaccinationsplan.
Det viser et notat, som B.T. er i besiddelse af. Det samme erfarer Ritzau.
- Det er Sundhedsstyrelsens vurdering, at der kan etableres en ordning, hvor der kan tilbydes tilvalg af godkendte covid-19-vacciner, der ikke anbefales og tilbydes i massevaccinationsprogrammet, står der i notatet.
Sundhedsstyrelsen understreger ifølge notatet, at det er en politisk beslutning. Og den bliver måske taget allerede mandag, hvor der er møde om vacciner hos sundhedsminister Magnus Heunicke (S) fra klokken 14.
I sidste måned oplyste Sundhedsstyrelsen, at den har valgt at droppe vaccinen. Det skyldes, at der er en sammenhæng mellem sjældne, men alvorlige tilfælde af blodpropper.
Det er dog fortsat en godkendt vaccine, og Sundhedsstyrelsen har ikke udelukket ikke, at den kan tages i brug igen.
/ritzau/