Derfor fløj 55 svævefly over Østjylland

Har du bemærket usædvanligt mange fly på himlen lørdag? Så er forklaringen her.

Udgivet Opdateret
Lørdag lettede 55 svævefly fra Arnborg ved Herning og endte i True ved Aarhus. I videoen kan du komme med i cockpittet over Aarhus-bugten. Video: DM i svæveflyvning

Det varme pinsevejr har nok fået mange helt op at flyve i Østjylland.

Det gælder også for deltagerne i årets DM i svæveflyvning. Helt bogstaveligt.

55 svæveflypiloter fløj nemlig deres andensidste konkurrence i årets DM lørdag. Og netop på grund af det varme vejr landede de helt usædvanligt på flyvebanen ved Aarhus Svæveflyveklub i True efter konkurrencen.

Danmarksmesterskabet foregår på Svæveflyvecenter i Arnborg ved Herning, og her plejer piloterne både at starte og slutte. 

- I dag var vejret i sådan en beskaffenhed, at vi kunne starte flyet op i Arnborg og flyve en masse kilometer ind i Østjylland. Men vi kunne ikke nå tilbage på grund af de varme luftstrømme, siger pressechef Chris Oxholm til TV2 ØSTJYLLAND. 

Hvad er svæveflyvning?

Et svævefly har ingen motor og er derfor et fly, der hele tiden ved svæveflyvning bevæger sig frem ved at omsætte højde til fremdrift. Svæveflyet bliver slæbt op i luften af et motorfly, som det bliver koblet fri af, og så gælder det om at udnytte de varme luftstrømme.  

Svæveflyvning er altså sporten at holde et fly i luften ved at udnytte naturens kræfter.

Opadstigende luft, kaldet termik, kan holde et svævefly i luften i mange timer ad gangen. Man kan tage på længere ture ud i landskabet, der endda kan være flere hundrede kilometer lange. Dette kaldes “at flyve stræk”.

Kilde: Aarhus Svæveflyveklub

Han forklarer, at jo varmere lufttemperaturen er, jo højere kan man flyve. Så da deres meteorolog briefede arrangørerne om dagens flyvevejr klokken syv lørdag morgen, frarådede han at lande i Arnborg, som ellers var planen. Her var luften nemlig påvirket af vind vestfra.

Helt usædvanligt 

Derfor blev slutdestinationen Aarhus, hvor lufttemperaturen nåede 23 grader lørdag. Det betød, at svæveflyene kunne komme helt op i 1600 meters højde omkring Aarhus. 

- Det er helt usædvanligt, at vi slutter i det område. Det gør vi næsten aldrig, siger Chris Oxholm.

Det skyldes, at det er mere besværligt at transportere flyene tilbage til Arnborg ved hjælp af trailere. Det østjyske svæveflyvevejr var dog turen værd. 

- Det har været rigtig godt med en masse fly i det østjyske, siger Chris Oxholm.

Alle deltagerne er fritidsflyvere og er typisk instruktører eller på anden vis engageret i deres respektive svæveflyveklubber fra hele landet. Foto: DM i svæveflyvning

Dagens flyvetur var hele 300 kilometer, og der har været rig mulighed for at spotte et svævefly eller to i luften. Ruten gik nemlig fra Arnborg til Skanderborg og videre til Suldrup i Nordjylland. Dernæst fløj de til Frijsenborg Slot i Hammel, igen nordpå til Hobro og til sidst til True ved Aarhus, hvor de landede på banen ved Aarhus Svæveflyveklub.

- Det gik rigtig godt. Alt var lige, som det skulle være, siger Chris Oxholm, der så noget af flyvningen fra jorden.

110 km/t uden motor

Den hurtigste deltager fløj med en gennemsnitshastighed på 110 km/t. 

- Det er hurtigt i et svævefly uden motor, siger han. 

Pressechefen deltog ikke selv i årets DM, selvom han har været medlem af Aarhus Svæveflyveklub i godt 20 år.

- Det er jo en herlig oplevelse. For det første er det dejligt at flyve, og for det andet er det fantastisk at opleve naturens kræfter, siger han. 

DM i svæveflyvning bliver afgjort søndag, som er den sidste flyvedag ud af ti. Om slutdestinationen igen bliver i Østjylland, ved Chris Oxholm ikke.

- Jeg ville ønske, jeg vidste det, men det afhænger af vejret, siger han.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her