Efter kras kritik: Nu er direktør færdig
Erik Krarup er færdig som direktør i Erhvervshus Midtjylland efter alvorlige problemer med det psykiske arbejdsmiljø i erhvervshuset.
Erhvervshus Midtjylland skal have ny direktør, efter at der har været store problemer med det psykiske arbejdsmiljø.
Det oplyser erhvervshuset, der har kontorer i Aarhus, Horsens og Herning, i en pressemeddelelse fredag formiddag.
- Det smerter mig at konstatere, at for mange medarbejdere i for lang tid har lidt under kritisable arbejdsforhold, siger formand for Erhvervshus Midtjylland Ib Lauritsen (V), der er borgmester i Ikast-Brande Kommune.
Han fortsætter:
- Der er behov for handling på flere fronter samtidig for at nå til en situation, hvor det igen er trygt og godt for medarbejderne at gå på arbejde
Erhvervshuset, der har hovedkontor i Aarhus, finansieres af kommunerne i Region Midtjylland.
Medarbejderne i erhvervshuset er fredag morgen blevet orienteret om sagen på kontoret i Aarhus.
Her er det ifølge TV Midtvests oplysninger blevet meldt ud, at Erik Krarup er fortid i Erhvervshus Midtjylland.
Hvad er Erhvervshus Midtjylland?
Der ligger erhvervshuse placeret rundt i hele landet. Erhvervshus Midtjylland rådgiver hvert år over 5000 virksomheder.
Erhvervshus Midtjylland er offentligt finansieret. Pengene kommer fra de 19 kommuner, der er i Region Midtjylland. I alt får de 41,679 millioner kroner-
De har kontorer i Aarhus, Horsens og Herning, hvor i alt cirka 75 ansatte er beskæftiget.
Siden 2007 har direktør Erik Krarup været i spidsen for det hele.
Kilde: TV MIDTVEST
Det sker, efter TV Midtvest i begyndelsen af maj kunne fortælle, at 21 nuværende og tidligere medarbejdere havde skrevet breve til bestyrelsen med hård kritik af den øverste ledelse, som de mente var skyld i et dårligt psykisk arbejdsmiljø.
I forlængelse af kritikken igangsatte bestyrelsen en ekstern undersøgelse, som skulle kortlægge det psykiske arbejdsmiljø. En undersøgelse, der blev foretaget af konsulentfirmaet Komponent, der også var repræsenteret ved dagens møde i Aarhus.
På baggrund af det dårlige psykiske arbejdsmiljø fik Erhvervshus Midtjylland også et undersøgelsespåbud af Arbejdstilsynet 9. april i år, som førte til, at der blev lagt et ekstra lag på den eksterne undersøgelse, skriver TV Midtvest.
Af pressemeddelelsen fra Erhvervshus Midtjylland fremgår det, at der sættes gang i en stribe initiativer, der skal medvirke til at genskabe et godt psykisk arbejdsmiljø.
Følgende initiativer sættes i gang med det samme:
Der etableres en ny samarbejdsorganisation med en forretningsorden, der understøtter et tillidsfuldt og tæt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere.
Der etableres en ny arbejdsmiljøorganisation med repræsentanter fra alle fysiske arbejdspladser.
Der etableres en ny whistleblowerordning, så medarbejderne får mulighed for at indberette anonymt til en ekstern part.
Der skal øjeblikkeligt udarbejdes en konkret handleplan for genetablering af et godt psykisk arbejdsmiljø i hele organisationen.
Der tilknyttes øjeblikkelig ekstern bistand, der kan varetage den midlertidige ledelse af Erhvervshus Midtjylland og stå i spidsen for arbejdet med at genoprette det psykiske arbejdsmiljø, indtil en ny direktør er ansat.
Der oprettes et tilbud, hvor alle medarbejdere efter ønske kan få hjælp og støtte til igen at trives på arbejdspladsen.
Erhvervshus Midtjylland
TV2 Østjylland forsøger at få en kommentar Ib Lauritsen. Foreløbigt uden held.
TV2 Østjylland arbejder desuden på en kommentar fra Erik Krarup.