Er påskeplanerne blevet for dyre? Her er de bedste gratis udflugtssteder

Det er blevet dyrt at besøge museer, zoologiske haver og forlystelsesparker. Men der er masser af gratis oplevelser rundt omkring.

Udgivet Opdateret
Den Genfundne Bro i Brædstrup blev gravet fri og restaureret i 2014. Den er opført i 1899 og bestemt et besøg værd. Foto: Destination Kystlandet

Du vil måske gerne på påskeudflugt med familien til en forlystelsespark eller et museum, men synes du, det er blevet dyrt, er du ikke den eneste.

Prisen for at besøge kulturtilbud som museer, zoologiske haver og forlystelsesparker er i løbet af de seneste syv år steget mere end forbrugspriserne generelt.

Det oplyser Danmarks Statistik i en pressemeddelelse.

Den største stigning blandt kulturtilbuddene er sket på museer og zoologiske haver. Her koster billetterne ifølge Danmarks Statistik 41 procent mere end for syv år siden, mens forbrugspriserne kun er steget med 18 procent.

Men frygt ej.

I Østjylland er der mange kultur- og naturtilbud, man gratis kan besøge eksempelvis her i påsken. Vi har samlet nogle af dem herunder:

ØSTJYSKE ANBEFALINGER

  • Væksthusene

    I Aarhus midtby ved siden af Botanisk Have ligger Væksthusene. Her kan man gratis komme ind og opleve et væld af forskellige planter på tværs af fire klimaer.

    Rejsen starter ved Middelhavet og slutter ved den tropiske regnskov. Du kan opleve omkring 2000 plantearter og sommerfugle, der flyver rundt i kuplerne.

    Læs mere om væksthusene her.

    Åbningstider:

    Mandag-fredag kl. 9-16

    Lørdag-søndag og helligdage kl. 10-17

  • Kalø Slotsruin

    Kalø Slotsruin på Djursland er en 700 år gammel fæstning. Her kan du opleve Danmarks ældste brostensbelagte vej, mens du går den historiske rute op til fæstningen i den smukke natur.

    Læs mere om Kalø Slotsruin her.

    Parkering og adgang:

    Der ligger en parkeringsplads umiddelbart ved siden af Kalø Slotsruin. Vær dog opmærksom på, at der er cirka 1,5 kilometers gang hen til selve ruinen, og at det sidste stykke ikke er egnet for kørestolsbrugere.

  • Karlby og Sangstrup Klinter

    Ved Karlby og Sangstrup klinter i Norddjurs kan man nyde det spektakulære syn af de op til 17 meter høje klinter, der strækker sig over fem kilometer.

    Ved Karlby Klint er der mange fossiler, og på stranden kan man relativt nemt finde forstenede pindsvin. Flere steder langs med klinterne kan man se huller fra kanonkugler.

    Hullerne siges at stamme fra Englands-krigene, hvor tyske skibe skød deres kanoner af ind mod klinterne som mål.

    Læs mere her.

  • Discgolf i Horsens

    Tag til Horsens og spil discgolf. Det er ganske gratis. Man skal bare selv medbringe en frisbee.

    Spillet foregår i Bygholm Park, hvor der også er en stor legeplads, en svævebane og et picnicområde. På mange måder helt perfekt til en påskeudflugt.

    Læs mere her.

  • Den Genfundne Bro

    Den Genfundne Bro på Vestbirkvej nær Brædstrup er et stykke genoplivet Danmarkshistorie.

    Broen er gravet fri af en dæmning, der dækkede den i 85 år og blev restaureret i 2014.

    Den røde stålgitterbro, der krydser Gudenåen, var med sine 13,4 meter nordens højeste, da den blev bygget i 1899.

    Læs mere her.

  • Overnatning i shelter

    Det er en klassiker, men den skal selvfølgelig også med på denne liste: Overnatning i shelter.

    Det kan man gøre mange steder, men husk at booke shelteret eller overnatningspladsen, før du kommer. Der kan være rift om pladserne.

    Se her, hvor du kan sove i shelter.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her