Færge går grønt: Sejler med kæmpe strømledning
Udbyhøjfærgen skal fremover drives af en 350 meter lang ledning.
Udbyhøjfærgen er blevet mindre forurenende, for kablet, der trækker færgen over Randers Fjord, skal fremover køre på strøm i stedet for diesel.
Systemet er ganske enkelt. Færgen får sin strøm gennem en 350 meter lang ledning, der kobles til en stor stikkontakt på den ene side af fjorden, og som følger med under vandet til den anden side.
- Brændstofpriserne her ombord er tredoblet. Så det, at vi kan komme over ved at køre på el, hvor taksten er rimelig fast, det er jo noget helt andet, fortæller Simon Ranum Sørensen, der er overfartsleder på Udbyhøjfærgen.
Danmarks første
Udbyhøjfærgen er den første færge i Danmark, der udelukkende sejler ved hjælp af landstrøm.
- Vi er startskuddet her i vores lille land, og jeg håber, at vi kan være med til at åbne øjnene for alle de andre små færger, der kan få samme løsning. Men det kræver, at distancen ikke er så lang, siger Simon Ranum Sørensen.
Selvom den nye strømløsning er billigere end diesel, så har en strømdrevet færge også andre perspektiver ifølge Simon Ranum Sørensen.
- Overordnet set er det en god ide, fordi når man snakker klima, CO2 og bæredygtighed, så er det en stor post i mange kommuner, siger han.
Og derudover er lydgenerne også noget mindre ved at droppe dieselmotorerne.
- Det har givet et helt andet arbejdsklima ombord. Jeg kan mærke de dage, hvor jeg har været på arbejde, at der er en helt anden ro, og det nyder vi, siger Simon Ranum Sørensen.
Ifølge Randers Fjords færgefart så bliver driften af færgen nu helt CO2-neutral med landstrømanlægget.