Flere mænd tager lang barsel: Men bestemt gruppe halter efter

Ikke alle grupper benytter sig lige meget af muligheden for lang barsel.

Udgivet Opdateret
Emil er en af de fædre, der har taget en ligeså lang barsel som sin partner.

Siden øremærket barsel til fædre trådte i kraft for halvandet år siden, er mændene blevet bedre til at gøre brug af muligheden. Det viser en ny undersøgelse fra Mødrehjælpen.

Én af dem, der har valgt at takke ja til al den barsel, han kan få, er Emil Thaysen Pohl. Han og hans partner har delt barslen lige over, så de hver især går hjemme med deres søn i lige lang tid.

- Min partner hun vil gerne pleje sin karriere og komme tilbage på arbejde. Så vi syntes, det var det mest rigtige at sige 50/50, siger han.

Men for ham går det også ud på at lukke det karrieremæssige gab, der kan være mellem mænd og kvinder.

- Det handler om at normalisere, at forældrene tager lige meget barsel, fordi det er et vigtigt led i, at arbejdsgiverne ikke længere skal tro, at der er forskel på at ansætte en mand eller en kvinde, siger han.

Flere højtuddannede tager lang barsel 

Dog viser undersøgelsen fra Mødrehjælpen, at selvom tre ud af fire fædre i dag gør brug af de 11 ugers barsel, så er der store forskelle baseret på uddannelsesniveau, branche og beskæftigelsessituation.

For eksempel ser man, at der blandt fædre i ordinær beskæftigelse, er 81 procent, der holder 11 ugers barsel, mens det kun gælder for 26 procent af de selvstændige.

Og blandt fædre med en lang videregående uddannelse holder 82 procent alle 11 ugers barsel, mens det kun gælder 59 procent af fædrene med grundskole som højeste uddannelsesniveau.

Det er altså fortrinsvis højtuddannede fædre i ordinær beskæftigelse, der benytter sig af muligheden, og det skal laves om, mener mødrehjælpen, som især peger på, at arbejdsgivere i højere grad skal prioritere gode barselsvilkår.

Kræver en forandring

Dermed viser undersøgelsen, at det fortsat kræver en forandring på arbejdspladserne, hvis mænd i alle slags jobs skal holde mere barsel. 

Ved Dansk Industri forsøger de at understøtte den forandring 

- Vi har holdt en række webinarer, hvor vi prøver at inspirere virksomhederne til, hvordan de bedst muligt kan understøtte det her. Vi har også fokus på, hvad det kan betyde for bundlinjen hos virksomhederne, siger Annette Christensen, som er chef for Dansk Industri i Aarhus.

Fordel for virksomhederne

Ved virksomheden Rambøll i Aarhus har man ligestillet barslen, så mænd og kvinder kan tage lige lang barsel med deres små nye familiemedlemmer. 

Adam Stoltenberg, som er ansat i virksomheden, var selv på barsel sidste år. Han mener, at tilbuddet om seks måneders barsel til mænd gavner virksomheden i sidste ende. 

- Jeg tror, det øger vores kompetencer, som man kan bruge i erhvervslivet og som virksomheden får tilbage, siger han. 

- Der er stresshåndtering, empati, tidsplanlægning. Jeg synes, der er mange givende kompetencer i det.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her