Håner fængselsdom: - Gå ad helvede til
Imens den kontroversielle kunstner Ibi-Pippi Orup Hedegaard venter på, hvornår hun skal i fængsel, har hun lavet et værk, som håner dommen.
'Suck my duck' hedder værket. Det forestiller en kvinde med røde læber, der åbner munden over ællingen fra det Asger Jorn-værk, som Ibi-Pippi Orup Hedegaard har begået hærværk mod.
- Værket er en kommentar til den dom, jeg har fået, som jeg mener, er alt for hård. Budskabet er: Gå ad helvede til, siger Ibi-Pippi Orup Hedegaard.
Værket er lavet i samarbejde med Kristian von Hornsleth for tre dage siden.
Det er anden gang, de to har lavet et værk sammen, siden vandaliseringen af Asger Jorn-værket på Museum Jorn. Det første værk blev solgt til 175.000 kroner, og ifølge Ibi-Pippi Orup Hedegaard er 'Suck my duck' vurderet til 198.000 kroner.
Det er endnu ikke sat til salg, så hun kender ikke den endelige salgspris.
- Jeg synes, værket er lykkedes rigtig godt, og jeg tror, vi kommer til at få mere for det her end det første værk. Det håber jeg, siger Ibi-Pippi Orup Hedegaard.
Fortryder intet
Er det ikke lidt provokerende, at du på den måde udnytter en kriminel handling til at tjene penge?
- Det er ingen hemmelighed, at jeg har tjent penge og fået taletid og opmærksomhed efter episoden på Museum Jorn. Men folk må jo også være interesserede i, at jeg tjener nogle penge, så jeg kan betale det voldsomme erstatningskrav, jeg er blevet idømt.
Er du stolt af, at du har begået hærværk?
- Ja. Men jeg ser det ikke som hærværk. Asger Jorn havde overtaget en anden kunstners værk, og jeg har så overtaget hans. Så nu mener jeg, at ællingen kan betragtes som en del af mit værk.
Så du fortryder ikke, at du har sat dig i en situation, hvor du skal et år i fængsel og betale en erstatning på 1,9 millioner kroner?
- Min happening på museet har haft meget stor gennemslagskraft, og jeg mener, jeg har skabt et kæmpestort værk, der har skabt vigtig dialog om kunstnerisk ophavsret. Jeg står 100 procent ved det. Men jeg er selvfølgelig rigtig ked at, at jeg skal så lang tid i fængsel væk fra mine børn.
Ibi-Pippi Orup Hedegaard fik nedsat byrettens straf fra 1,5 år til 1 år ved Vestre Landsret den 8. august. Hun har endnu ikke besluttet, om hun vil forsøge at anke dommen.