Slukket sauna og skøjtebane: Tiltag har sænket strømforbrug markant

74 kommuner har reduceret strømforbrug med 12,5 procent som følge af besparelser i forbindelse med krigen i Ukraine.

Udgivet Opdateret
I efteråret blev det besluttet, at temperaturen i statslige bygninger fra den 1. oktober skulle sænkes til 19 grader. (Arkivfoto) Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

De tiltag, der i landets kommuner blev iværksat for at spare på strømmen denne vinter på grund af energikrise som følge af krigen i Ukraine, har virket.

Strømforbruget er faldet med 12,5 procent, hvis man sammenligner med det estimerede forbrug fra oktober til og med februar. Besparelsen svarer til 7500 husstandes årlige elforbrug.

Det viser en undersøgelse fra kommunernes interesseorganisation KL ifølge nyhedsbrevet Momentum.

Undersøgelsen er foretaget blandt 74 kommuner af analysevirksomheden Ento Labs.

Stor ros til alle de kommuner, der virkelig har gjort en stor indsats for, at det lykkedes,
Brian Vad Mathiesen, professor

I det østjyske blev en lang række skøjtebaner droppet. Blandt andet gjorde Randers Jens Otto Krags Plads skøjtebane-fri, og også Aarhus måtte undvære isen foran Musikhuset. 

Stormagasinet Salling sløjfede den traditionsrige juleudsmykning. 

- Vi synes, at det er det eneste rigtige, når alle husstande og virksomheder skal spare på strømmen. Og samtidig har det en pris, selvom det er LED-lys. I sidste ende vil det være vores kunder, der betaler for omkostningerne, så vi syntes, at det her er det eneste rigtige at gøre, sagde marketingsdirektør Birthe Wiberg i den forbindelse. 

Der blev også slukket for saunaerne i svømmehallerne i blandt andet Lyseng, på Aarhus Svømmestadion og i Gellerupbadet.

- Desperate tider stiller krav og alvorlige handlinger, udtalte rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad.

Godt arbejde

Ifølge professor i energiplanlægning og vedvarende energisystemer ved Aalborg Universitet Brian Vad Mathiesen er en reduktion i elforbruget på 12,5 procent "rigtig godt klaret".

- Det er rigtigt flot, så stor ros til alle de kommuner, der virkelig har gjort en stor indsats for, at det lykkedes, siger Brian Vad Mathiesen, der peger på, at potentialet sandsynligvis er endnu større.

Det største fald i elforbruget er sket i kommunale administrationsbygninger - her har man reduceret forbruget med 16,6 procent.

 I efteråret blev det besluttet, at temperaturen i statslige bygninger fra den 1. oktober skulle sænkes til 19 grader. For regionale og kommunale bygninger er der ikke tale om et krav, men en anbefaling.

Tiltagene kom på baggrund af en mulig energikrise den forgangne vinter. Rusland skruede hen over året ned for leverancerne af gas, inden landet i september lukkede helt for gasleverancerne.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her