To mænd anholdt for at afpresse hunden Hectors ejere
To 18-årige mænd er sigtet for at have afpresset hunden Hectors ejere
Østjyllands Politi har anholdt og sigtet to mænd i sagen om hunden Hector. Hector blev natten til den 27. september stjålet fra en bil på en parkeringsplads ved Årslev Kro.
- Det er to mænd på 18 år, som kommer fra Brabrand, fortæller Janni Lundager, der er pressemedarbejder hos Østjyllands Politi.
De to mænd er sigtet for at have afpresset Hectors amerikanske ejere.
- De er sigtet for afpresning for at have krævet penge af hundens ejere, fortæller Janni Lundager.
Meget alvorligt
Politiets efterforskning har gjort, at de har fundet frem til de to sigtede.
- Vi har været ude at afhøre en masse personer blandt andet den forurettede og vidner. Vi har været ude at se overvågning fra forskellige steder, og det har gjort, at vi har kunnet afholde de her to personer, fortæller vicepolitiinspektør hos Østjyllands Politi, Lennart Glerup.
Politiet efterforsker fortsat sagen med henblik på flere sigtelser.
- De er blevet løsladt efter afhøring. Vi skal fortsat efterforske sagen med henblik på, at der kan komme flere sigtelser, fortæller Østjyllands Politi.
Politiet tager sagen meget alvorligt.
- Vi tager det som en meget alvorlig sag. Det er derfor, at vi har haft en efterforskning på fra start og har kørt den intenst for at finde frem til de her personer. Det er ikke en tendens, vi skal til at se ofte i Danmark, fortæller Lennart Glerup.
Tårer ned ad kinderne
De to ejere var en del af det amerikanske VM-mandskab, der skulle deltage i verdensmesterskaberne for schæferhunde i Randers den 3. oktober.
De to ejere rejste med tre hunde, men det var kun hunden Hector, der var væk. Ruderne var blevet slået ind, og hunden Hector var væk.
- Klokken seks i morges så vi, at vores bildør stod åben, og der var glas på jorden. Vi vidste, at to af vores hunde var inde i bilen, fortalte Kelly Hogan tidligere til TV2 ØSTJYLLAND.
På sin facebookside fortalte Mark Saccoccio om forløbet og det chok, det var at opdage, at Hector var væk.
- Med tårer løbende ned ad kinderne løb jeg ind i receptionen for at få hjælp, skrev Mark Saccoccio.
Genforenet med Hector
Ejerne fandt selv frem til hunden Hector.
- Ejeren Mark Saccocio spurgte folk i Bazar Vest, om de havde set hunden. Nogle dér vidste, hvem der havde taget den og ledte ham på sporet af Hector, fortalte Kelly Hogan fra den amerikanske lejr til TV2 ØSTJYLLAND.
- Hector ser ud til ikke at have taget skade. Vi er virkelig glade for at have fundet hunden igen og er dybt taknemmelige for den hjælp, vi har fået, fortalte hun.
Stressende dage
Mark Saccoccio var stadig i chok efter kidnapningen.
- Men jeg har min hund og alle har været så fantastiske og støttende, sagde Mark Saccoccio.
Han fortalte dengang, at Hector var lidt dehydreret efter forløbet.
- Han har haft nogle stressende dage, så han skal have noget tid til at komme til sig selv. Vi har haft ham, siden han var hvalp, så det var stressende for ham at være hos fremmede, fortalte Mark Saccoccio til TV2 ØSTJYLLAND.