Offensiv mod uønskede 'dick pics': Kampagne begynder på østjyske skoler

Regeringen har hævet straffen for at sende et uopfordret blotterbillede. Ny kampagne skydes i gang i Odder og Silkeborg

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Digitalt blotteri er forbudt. Sådan lyder ligestillingsministerens budskab til unge i hele landet. Genrefoto. Foto: Linda Kastrup - Ritzau Scanpix

Unge forstår næppe, hvor alvorligt det er, når de sender såkaldte dick pics - uønskede billeder af kønsdele - til en anden person.

Det mener ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V). Men hun gør opmærksom på, at mange unge gør sig skyldige i blotteri, når de sender sådanne billeder.

Mandag indleder ministeren en kampagne, hvor hun vil forsøge at komme i dialog med de unge, skriver Berlingske.

Her vil hun gøre opmærksom på, at regeringen har hævet straffen for at sende et uopfordret dick pic, så det nu koster 5000 kroner i bøde.

Digitalt blotteri er forbudt. Det er i virkeligheden lige så alvorligt som fysisk blotteri.
Eva Kjer Hansen (V), ligestillingsminister

- Digitalt blotteri er forbudt. Det er i virkeligheden lige så alvorligt som fysisk blotteri, siger Eva Kjer Hansen til Ritzau.

- Spørgsmålet er bare, om de unge er bevidste om, at man ikke bare uopfordret kan tage et billede af for eksempel sin penis og sende videre. Det skal være aftalt. Ellers er det faktisk en seksuel krænkelse, siger hun.

Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) gør opmærksom på, at mange unge gør sig skyldige i blotteri, når de sender uønskede billeder af kønsdele. / Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Begynder i Odder og Silkeborg

Kampagnen begynder mandag på Odder Gymnasium og Silkeborg Produktionsskole, hvor Eva Kjer Hansen har tasken fuld af pamfletter, hun vil dele ud.

Heri står der, at digitale blufærdighedskrænkelser bliver straffet lige så hårdt som fysisk blotteri. Ministeren påpeger, at der er mange unge, der ikke trives, og at det særligt gælder unge kvinder.

Ifølge tal fra Statens Institut for Folkesundhed har 27,2 procent af unge kvinder mellem 16 og 24 år oplevet ikkefysiske seksuelle krænkelser.

- Det kan være på sms, på mail eller med billeder, hvor det er digitale krænkelser, der finder sted, forklarer Eva Kjer Hansen.

De omtalte "puttemiddage" og nomineringer på gymnasierne i landet, der er blevet skrevet om i medierne, er dybt krænkende, mener ministeren. / Foto: Linda Kastrup - Ritzau Scanpix

- Det er et voldsomt højt tal. Jeg tror, de unge mennesker glemmer at tænke over, hvor hårdt det rammer den, det går ud over, siger hun.

Med ministerens kamp mod billederne tager hun afstand fra det, hun kalder en grov ungdomskultur.

De omtalte "puttemiddage" og nomineringer på gymnasierne i landet, der er blevet skrevet om i medierne, er dybt krænkende.

Sammen med billederne er det tendenser, der ifølge ligestillingsministeren tyder på uklare grænser for, hvad der er i orden, og hvad der ikke er.

VIDEO: Samfundet har ikke lært unge, hvad der er rigtigt og forkert at dele digitalt. Det mener psykolog og debattør Louise Kjølsen i kølvandet på en opsigtsvækkende sag om en sex-video, der blev delt på sociale medier. Interviewet er fra 5. februar 2018.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her