Hør buddene: Sådan ender lokalopgøret

/

TV 2 | ØSTJYLLAND har spurgt tidligere spillere og kendte fans, hvad det østjyske derby betyder for dem og ikke mindst, hvordan kampen i dag, lørdag, ender.

AGF står med rigtig gode muligheder for at komme i pokalfinalen og dermed få muligheden for at vinde deres første titel i 20 år. Men inden returopgøret mod AaB er der altså lige et østjysk derby, der skal overstås.

I de seneste kampe ser det ud til, at lørdagens gæster fra Randers har genfundet formen, og kronjyderne var tæt på at tage sejren mod FC København i søndags.

Dermed er der altså lagt op til endnu et brag mellem Østjyllands to bedste fodboldklubber. Som optakt til kampen har TV 2 | ØSTJYLLAND spurgt tidligere spillere og kendte fans fra de to klubber, hvordan de tror debyet ender.

Martin Jørgensen

(AGF 1994-1997, 2010-2014 - 219 kampe / 29 mål)

Den tidligere landsholdsfløj spår en tæt kamp mellem to klubber, der begge ser ud til at have vendt formen.

- Begge klubber fik et dejligt point i sidste runde, hvor Randers nok kan være trætte af ikke at få de tre point (mod FCK, red.), mens AGF kan være glade for at redde sig det ene point, siger Martin Jørgensen, inden han udpeger en svag overhånd til Randers FC.

- Randers ligger højere i tabellen, og er nok også det bedste hold p.t. Og det ser ud til, at de har fået lagt det ikke-fodboldmæssige på hylden.

AGF står som nævnt med gode muligheder for at komme i pokalfinalen, men det bør ikke have nogen betydning forud for kampen på lørdag, mener den tidligere Fiorentina- og Udinesespiller.

- Godt nok vil en pokalfinale være rigtig stort, men når det er lokalopgør, og Randers kommer på besøg, så vil der ikke være nogen undskyldning for ikke at være klar til den kamp. Og rent fysisk burde der heller ikke være noget problem.

Martin Jørgensen vil dog helst ikke komme med noget bud på kampens udfald.

- Jeg ser ingen storfavorit. Hvis jeg havde haft tendenser til at oddse, ville jeg have helgarderet den kamp.

Randers-fans får frikadeller af AGF

Søren Pedersen

(AGF 2004-2005, 32 kampe / 2 mål)

(Randers FC 2005-2012 - 222 kampe / 3 mål)

Søren Pedersen startede sin karriere i Randers-moderklubben Vorup fB, inden turen gik til AGF for enkelt sæson. Men højrebacken huskes nok bedst for sine syv sæsoner i Randers FC, hvor han stadig er den spiller, der er noteret for flest kampe i den lyseblå trøje.

- Kampene mod AGF betyder rigtig meget både for spillere men ikke mindst for fans og folk i begge byer. Mange arbejder i den ene by og bor i den anden, siger Søren Pedersen.

- Det er altid sjove kampe at se. Især for de lokale spillere er kampene noget specielt, men også for de spillere, der ikke har noget tilhørsforhold, giver opgørene noget specielt.

Den 37-årige tidligere Randers-profil ser ligesom Martin Jørgensen to klubber, der har fundet det gode spil frem.

- De er begge kommet i gang. Randers FC var gode i Odense, de var gode mod FCK, så de er i en opadgående kurve. AGF fik selvtillid mod AaB. Det er to hold med selvtillid, så der er lagt op til en rigtig god kamp, lyder det fra Søren Pedersen, der spår at Randers vinder en spinkel sejr på 2-1.

- Det, der taler til Randers' fordel er, at AGF brugte mange kræfter i pokalkampen i onsdags.. Jeg kunne godt forestille mig, at AGF sparer spillere, Superligaen er gratis i år, så det ville jo være fantastisk for dem at spille sig i pokalfinalen.

AGF slår Randers i FIFA 16-derby

Christian Degn

(Vært på DR-programmet 'Hammerslag' og inkarneret fan Randers FC)

Den to

meter høje tv-vært fra DR-programmet Hammerslag, Randers FC-fanen Christian Degn, glæder sig meget til lørdagens derby.

- Kampen er jo bare go' lir. Det er den kamp, der betyder mest for mig som Randers fan i hele foråret.

- Som storebror ved jeg lige præcis, hvordan Randers har det med den kamp mod lillebror fra AGF. Ligemeget hvad man spiller, vil man vinde over sin lillebror. Der er ekstremt meget på spil i form af følelser og stolthed, siger Christian Degn.

- Hvordan ender den så? Det er jo to hold, der kommer godt ud til kampen. AGF lige vundet, men har været pivelendige i resten af foråret. Den første del af Randers' forår har også været pivelendigt, mens de har fået lidt for meget ind imellem stængerne uden for banen, lyder det med et glimt i øjet fra 'Hammerslag'-værten, der trods rivaliseringen mellem de to klubber gerne vil se aarhusianerne få succes - så længe det ikke er mod Randers.

- AGF skal helst ikke slå Randers, men de må gerne vinde pokalfinalen. Det er de fans i Danmark, der mest har fortjent at få en titel. Selvom jeg er Randers-fan, kan jeg virkelig godt unde dem en en pokalsejr. Så lad os sige, at Randers snupper kampen på lørdag, og så tager AGF Pokalen, siger Christian Degn.

Når han skal sætte cifre på resultatet, er han dog noget mere forsigtig på sit holds vegne.

- Jeg tror, det bliver et klassisk derby, garanteret med både kort og ballade. Umiddelbart vil jeg gætte på 1-1.

Spillere før lokalderby: Der er mere hype

Flemming Knudsen

(Tidl. Aarhus-borgmester 1997-2001, nuv. medl. af Regionsrådet, Region Midtjylland, Soc.dem.)

(AGF-fan siden 1950'erne)

Den tidligere aarhusianske bykonge, Flemming Knudsen, har været AGF-fan i henved en menneskealder.

- Som regionsrådsmedlem er jeg selvfølgelig rigtig glad for at de midt- og østjyske klubber har succes. Og et østjysk lokalopgør som det på lørdag kan kun blive en god kamp, siger den tidligere Aarhus borgmester, der trods det gode udgangspunkt i pokalsemifinalen ikke tror, det kommer til at overskygge lørdagens derby.

- Jeg tror stadig, man kigger meget mod sSuperligaen, og især når det drejer sig om et lokalopgør. Man mangler jo stadig første sejr i Superligaen, mon ikke man er fuldt koncentreret i AGF, gætter Flemming Knudsen.

- Jeg tror AGF er kommet i gang nu, og jeg tror, det bliver en 2-1-sejr mod Randers.

Kampen mellem AGF og Randers FC fløjtes i gang lørdag eftermiddag klokken 16 på Ceres Park.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her