Bilerne drøner forbi hendes børn: Nu tager Julie sagen i egen hånd

Julie Baj oplever, at bilerne kører alt for stærkt ved hendes hus i Uggelhuse. Det skaber stor utryghed, og derfor tager hun nu sagen i egen hånd.

Udgivet Opdateret
Julie Baj vil gerne kunne lade sine børn tage i skole uden at bekymre sig om bilerne, der kører for stærkt.

- Det her er ikke et enkeltstående tilfælde, og jeg tænkte, at nu måtte jeg gøre noget. 

Sådan siger en frustreret Julie Baj, der forleden skulle sende sine to drenge på otte og ti år med skolebussen ved Bygaden i Uggelhuse øst for Randers.

Her gassede en bil op lige for næsen af dem, og det er ikke første gang, Julie Baj oplever, at bilerne kører for stærkt på vejen.

- Det føles enormt utrygt. Jeg vil gerne kunne sende mine børn til skolebussen eller over og lege hos andre børn med ro i maven, siger hun til TV2 Østjylland.

Man må køre 50 kilometer i timen på Bygaden, men det overholder folk ikke, mener Julie Baj.

- Der er et grimt sving, hvor der ikke er meget plads, siger hun.

Bygaden i Uggelhuse slår et sving her, hvor den bliver til Vandbækvej. / Foto: Google Maps

Hvad er løsningen?

Julie Baj har netop skrevet til Randers Kommune og afventer nu svar fra dem.

Her argumenterer hun blandt andet for, at de bør have en zone, hvor man skal sænke hastigheden til 40 kilometer i timen.

Men, hvis folk kører for stærkt, når hastighedsbegrænsningen er 50 kilometer i timen, kan de så ikke også gøre det med 40 kilometer i timen?

- Jo, man kan godt køre for stærkt alligevel, men jeg tror på, at det kan hjælpe, siger Julie Baj. 

Julie Baj håber derudover, at det kunne blive aktuelt med en såkaldt "2 minus 1-vej". Det er en vognbane, der benyttes af trafikanter i begge retninger, og hvor der er etableret kantlinjer i begge sider af vejen til gående eller cyklister.

- Der er rigtig dårlige forhold for fodgængerne, siger Julie Baj.

Sammen står vi stærkere

Julie Baj har snakket med andre forældre i området, som også føler sig utrygge på grund af trafikken.

Hun har lavet et opslag i en lokal Facebook-gruppe, hvor flere har kommenteret, at de også er utilfredse.

- Jeg mærker opbakning, og derfor vil jeg også starte en underskriftindsamling, siger Julie Baj til TV2 Østjylland.

Fartkontrol på bestilling

Hvis man oplever, at der bliver kørt for stærkt på en vej i nærheden af, hvor man bor, kan man kontakte teknisk forvaltning i kommunen eller det lokale politi og gøre opmærksom på det.

Man kan også bestille en færdselskontrol her på politi.dk.

Kilde: Rådet for Sikker Trafik

Byrådsmedlem Frank Nørgaard fra Dansk Folkeparti siger til TV2 Østjylland, at han ikke er bekendt med problemerne med biler, der kører for stærkt i Uggelhuse, men han foreslår, at man kan tage fat i politiet og få sat en fotovogn op.

- Det kan være en effektiv måde at gøre folk opmærksomme på, at de kører for stærkt, siger Frank Nørgaard.

Han mener, at en underskriftsindsamling er en god idé, for på den måde kan kommunen vurdere, hvilket område, der har mest brug for hjælp og hvor ressourcerne skal bruges, hvis noget skal laves om

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her