De kæmper mod tiden: - Vi har at gøre med store naturkræfter
Virksomheden mener ikke, at der er grund til at være bekymret for det såkaldte flyveaske, der sammen med jord anvendes til at lave en stor vold på stedet.
De kæmper fortsat en brav kamp for at stoppe det jordskred, der er i gang ved virksomheden Nordic Waste i Ølst uden for Randers.
Jorden skrider, fordi det ligger på et underlag af ler, der er blevet glat efter store mængder regn, og virksomhedens administrerende direktør har nogle travle dage for tiden.
Nordic Waste håndterer bandt andet forurenet jord fra industrien, og derfor frygter man, at forurenet jord i værste fald ender i den nærliggende Alling Å. Det er her, man har fokuseret indsatsen lige nu.
I første omgang forlød det ellers, at den situation ikke ville opstå, men det har ændret sig nu.
- Det er svært at stå og sige i dag, at vi har styr på situation, når vi kan se, at det har udviklet sig. Vi har måttet erkende, at vi har at gøre med nogle meget store naturkræfter, og nu har vi sat ind med alt, hvad vi kan sætte ind med 24-7. Jeg er tryg ved, at vi gør alt, hvad der står i vores magt, siger administrerende direktør Lene Lange til TV2 Østjylland.
Regn skyld i jordskred
Nordic Waste modtager og behandler både ren og forurenet jord og tilbyder også såkaldt biologisk rensning og rensning gennem vask.
Det, der flytter på sig, er jord og ler i virksomhedens lergrav. Den store bunke af jord ”glider” på den underliggende ler. Det skyldes den store mængde nedbør, der er kommet de seneste måneder.
Bag hende arbejder de store entreprenørmaskiner fortsat på at overdække Alling Å.
De laver en såkaldt "rørlægning", hvor metaldragere bankes i jorden og får monteret metalplader på toppen og siderne, så jorden kan bevæge sig hen over pladerne og ikke ende i åen under dem.
Det sker dog kun, hvis en stor vold, som man også er ved at lave, ikke kan holde på jorden. Volden er lavet med en blanding af jord og afbrændt kalk fra cementproducenten Aalborg Portland.
Brugen af det restprodukt fik forleden byrådsmedlem Anker Boje (S) til at rette henvendelse til Randers Kommune og det øvrige byråd, da han er bekymret for en eventuel sundhedsrisiko ved det. Restproduktet kaldes også for flyveaske.
- Jeg er bekymret for, hvad der allerede er rendt ned i åen, og jeg er bekymret for, om det har spredt sig i området herude, siger Anker Boje med henvisning til åens flora og fauna, som det hedder. Altså, alt det levende i åen i form af dyr og planter.
- Jeg vil presse på for, at vi finder ud af, hvad det her flyveaske er for noget, hvilke konsekvenser det kan have haft og hvordan vi får stoppet det, hvis der er gang i noget, vi ikke bryder os om.
Kommunen: - Et nødvendigt onde
Randers Kommune betragter løsningen med jordvolden som "et nødvendigt onde".
Direktør for Udvikling, Miljø og Teknik, Jens Heslop, siger, at man har valgt den bedste løsning til at skabe noget, der er stærkt nok til at holde på jordskredet.
- Vi er meget optaget af, at det her ikke kommer ud i vandet. Det er derfor, vi nu laver en vold og dækker vandløbet til, siger Jens Heslop, mens Lene Lange tilføjer, at Nordic Waste har tilladelse til at anvende flyveasken.
Så I er trygge ved det hele?
- Ja, det er vi, og kommunen har fuld kendskab til produktet og det sikkerhedsblad, der hører til produktet, lyder det fra Lene Lange.
Et sikkerhedsblad - eller leverandørbrugsanvisning - er et dokument, der skal følge med alle former for kemikalier til professionel anvendelse.