Jonna og Jens fik fire døtre i '93: Pigerne er stolte over, at 'de gamle' stadig er sammen

Det vakte opsigt, da Jonna og Jens Christensen blev forældre på den sidste dag i september 1993.

Ikke bare i lokalområdet omkring Kirkebakken i Helstrup ved Randers.

Nej, det blev bemærket i hele landet, for der var noget helt særligt omkring lige præcis dén familieforøgelse, som også er grunden til, at du læser om den nu.

Jonna og Jens fik nemlig hele fire døtre i løbet af 310 sekunder den torsdag, og det var ikke sket siden 1955, at et dansk par havde fået fire piger på én gang.

De blev alle taget ved kejsersnit cirka syv uger før termin, der var sat til 24. november, og den mindste vejede blot 1150 gram - den største 1605.

Linette, Lisbeth, Anne og Line kom de til at hedde. L-pigerne og den fjerde søster, der ikke alene skilte sig ud ved navnets første bogstav. Det viste sig, at Anne havde vand i hovedet og medfødt spasticitet, som familien har skullet håndtere og acceptere.

- Det kom bag på os, for jeg var blevet scannet flere gange uden at få noget at vide om, at hun havde vand i hovedet. Hun kom i en kuvøse lige efter fødslen, og så skulle hun bevise inden for det første døgn, at hun havde livsvilje nok til at overleve, siger Jonna Christensen, da TV2 Østjylland møder familien igen kort før døtrenes 31-års fødselsdag, der blev fejret sammen i går, søndag.

Vi vender tilbage til situationen omkring Anne senere, for fortællingen om firlingerne fra Helstrup handler om meget andet end udfordringerne ved at få et handicappet barn.

Den handler om, hvordan man indretter sit liv og får hverdagen til at fungere med struktur og faste rammer, når man går fra to til seks på 310 sekunder, om ødelagt nattesøvn og hjælp fra familie og venner, men den handler primært om at stå sammen og ”kæmpe” sig igennem side om side, mens der stadig skulle være plads til et liv ved siden af. Herunder to og en halv times folkedans onsdag aften.

Døtrene siger samstemmende, at de er stolte over at se, at deres forældre stadig er sammen, for sådan går det desværre ikke for de fleste familier, der får så mange børn på en gang, mener de.

Det er i hvert fald tilfældet for de andre firlinge-forældrepar, som Jonna og Jens lærte at kende i 90’erne.

Her er masser af liv og lyden af glade børn, fra det øjeblik man træder ind over dørtærsklen på Kirkebakken. Sådan har det altid været.

De børn, man hører nu, er de fem børnebørn - fire piger og en dreng - i alderen fra halvandet til fire år.

Det er det samme hus, Jonna og Jens bor i nu, som de boede i dengang i 1993.

Her er dog tilføjet fire ekstra værelser og et handicapvenligt indrettet badeværelse.

Jonna arbejdede som blomsterdekoratør, men blev dagplejer, så hun kunne være hjemme og passe sine egne børn. Senere fik hun fire-fem børn ”udefra”, så når Jens om eftermiddagen kom hjem fra sit job som greenkeeper, sad alle ungerne gerne rundt om det enorme spisebord i stuen og fik serveret eftermiddagsmad.

- Der var altid gang i den, siger Jens Christensen, når han husker tilbage, men han siger det med et smil under det overskæg, der nu har skiftet kulør.

Da TV2 Østjylland besøgte parret i 1994, konstaterede han på afdæmpet jysk, at det ”ikke hjælper at være træt, for det er pigerne sådan set ligeglade med.”

Her fik man også at vide, hvordan Jonna og Jens eksempelvis købte 64 pakker bleer ad gangen, ligesom det hurtigt løb op i 10.000 kroner at holde fødselsdag, fordi der altid skulle være fire af en slags.

Det gjaldt også med alle dagligdags-indkøbene og ting som flyverdragter og gummistøvler.

Det har igennem årene fået flere butiksekspedienter til lige at bede om at få den én gang til, når Jonna og Jens har været ude efter nyt udstyr.

- Den er god nok. Vi skal have fire i samme størrelse.

Jonna var 30, og Jens var 34, da pigerne kom til verden.

Havde I drømt om at blive forældre længe, eller skete det ligesom bare?

- Ja, vi havde prøvet i syv år med alle mulige behandlinger. Da det så lykkedes, var vi jo ovenud lykkelige, for det er lang tid at gå og vente på noget, man virkelig gerne vil, siger Jonna Christensen.

Ved den første scanning, sagde jordemoderen, at der var to babyer på vej. Ved den næste fik de at vide, at der var tre.

Så tog Jonna alene til scanning, og pludselig var der altså fire. Da var hun i 11. uge, og en læge forklarede, at de godt kunne få fjernet et foster, men der var en risiko forbundet med det.

- Vi tænkte selvfølgelig på, om vi mon kunne kapere det. Det er jo en belastning af familien, siger Jens Christensen.

De besluttede, at de ikke ville løbe den risiko, der var ved en fosterreduktion. Så hellere fire på én gang med alle de udfordringer og glæder, det giver.

Fire af en slags, tak!

Det bringer os tilbage til Anne. Det stod klart ved fødslen, at hun havde vand i hovedet, som skulle drænes. Pigerne er født på sygehuset i Randers, men Anne blev overført til Aarhus, hvor Jens var indlagt med hende helt frem til juleaften, hvor de første gang fik hende med hjem i tre timer. Det var i øvrigt samme dag, TV2 Østjylland besøgte familien første gang og lavede et tv-indslag til aftenens nyhedsudsendelse.

De tre andre søstre kom hjem 15. november, så i den periode skiftedes Jonna og Jens til at være hos pigerne derhjemme og hos Anne, ligesom en god, fælles veninde trådte til og var en uvurderlig hjælp.

- Vi havde jo lært, at spædbørn har brug for hud-til-hud-kontakt, men det er svært, når man har fire på én gang, der alle har brug for det. Så vores veninde kom og var sammen med Anne ind i mellem, og det betød, at vi kunne overskue situationen, siger Jens Christensen.

Faktisk havde Jonna været indlagt siden 28. juni, fordi lægerne mente, det var det mest sikre. Ingen af dem havde erfaring med en firlinge-graviditet, og de ville selvfølgelig gerne passe godt på patienten.

- Jeg skulle indtage 4500 kalorier om dagen, så de havde noget at vokse af derinde. Jeg husker, hvordan Jens kom forbi efter arbejde og havde taget flødeis med til mig, siger Jonna Christensen og slår et grin op.

Jens kan godt huske det, og han griner også.

Det er meget sigende for dem, fornemmer man. Let til grin og en tilgang til livet, der bygger på, at det nok skal gå alt sammen, hvis man er fælles om at få det til at fungere.

Også når man havde fire små børn, der skulle have skiftet ble seks-syv gange om dagen. Når der stod sutteflasker linet op på køkkenbordet med hver 50-100 milliliter modermælkserstatning, der ledte tankerne hen på fodring af smågrise hver fjerde time døgnet rundt.

Og når der altså skulle stor-indkøbes alt fra havregryn til undertøj og legesager til fødselsdage.

Parret har aldrig lagt skjul på, at det har været vanvittigt hårdt, og Jonna har to gange været nede og vende med stress-sygemeldinger, fordi hun ikke følte, at hun slog til som mor.

Når hun var der for Anne, var hun der ikke for Linette, Lisbeth og Line.

Når hun så var der for Linette, Lisbeth og Line, havde Anne brug for hende, hvis Jens ikke hjemme.

Det tog hårdt på Jonna, og det erkendte hun og Jens. Men der gik alligevel 12 år, før de bad om hjælp og fik Anne i aflastning.

- Det var simpelthen nødvendigt, så vi kunne være der mere for de tre andre. Jeg husker, at en læge sagde til os, hvordan nybagte forældre bruger omkring 80 procent af deres tid på barnet. Vi havde jo ikke mere tid end alle andre, men vi skulle være der 100 procent, fordi vi havde et handicappet barn at tage os af, så vi kunne ikke slå til, siger Jens Christensen og kalder beslutningen for den bedste for alle parter.

Fik overskuddet tilbage

Da fik Jonna og Jens Christensen igen tid og overskud til at genoptage den folkedans, de gik til i henholdsvis Langå og senere Øster Velling Forsamlingshus. Det var to og en halv times frirum onsdag aften, hvor ingen kunne kalde på dem og bede dem om noget som helst. To skridt til højre, tre til venstre og et par hop-trin frem.

Senere startede Linette, Lisbeth og Line også til folkedans, og Linette og Lisbeth dyrker det stadig, når tiden er til det.

I dag bor Anne på Bocenter Harridslev i Randers, og hun kommunikerer med familie og venner igennem en computer og med sms’er.

Hun har altid spurgt interesseret ind til, hvad de andre render og laver, og ofte er hun med på videoopkald, når der bliver lavet dagligdagsting som eksempelvis det at lave aftensmad.

Søstrene havde hinandens rygge

Pigerne har altid fejret fødselsdag sammen. Kun deres 30-års fødselsdag skiller sig ud, fordi Line skulle til bryllup i sin svigerfamilie.

Ellers har de siddet sammen og åbnet gaver med ryggene vendt ind mod hinanden, så de ikke ødelagde overraskelsen for de andre, når glitterpapiret gemte på identiske gaver. Det gjorde det som regel.

Da de blev 25 år, dukkede to af dem op i præcis den samme kjole, og det samme skete ved én af Jonnas runde fødselsdage. Da havde søstrene købt ens sko, selv om de havde været alene ude at shoppe.

Så sent som i fredags sendte Line et billede på Snapchat, da hun havde købt vinterstøvler til sin datter, og både Linette og Lisbeth sendte en snap retur: Dem har vi også lige købt.

- Jeg har jo aldrig prøvet andet, så det er svært at forklare, hvordan det er at være én ud af fire. For os har det været naturligt, og vi har alle sammen lært at leve med den opmærksomhed, der følger med, siger Line.

Hun flyttede hjemmefra som 20-årig, da hun fik en lejlighed i Randers og uddannede sig til ergoterapeut i Aarhus.

Nu bor hun i Støvring sammen med Mads, der meget praktisk også hedder Christensen til efternavn, selv om de ikke er gift. Sammen har de Viktor og Nadia.

- Jeg har altid set sådan på det, at vi alle sammen havde tre legekammerater omkring os hele tiden. I folkeskolen gik vi tre i samme klasse op til niende, og var der det mindste, stod der to søstre og havde ens ryg, siger Line.

Sammen med Linette fortsatte hun i tiende klasse, mens Lisbeth uddannede sig til bager, og siden tog hun først en to-årig HF, tre og et halvt sabbatår fyldt med arbejde, rejser og oplevelser på eksotiske destinationer som Galapagos og Ecuador, inden ergoterapeutuddannelsen som hun nu bruger i sit job som faglig koordinator og ergoterapeut på et neurocenter i Hobro.

- Nærmest som en mødregruppe

Lisbeth har sammen med sin mand, Henrik, døtrene Hannah og Helena, og familien inklusive to katte bor på en landejendom i Valsgård tæt ved Hobro.

Henrik har hele seks søskende, så han kender alt til ”konceptet” med storfamilier, og så har han faktisk kendt Lisbeth, siden de var helt små.

Ligesom Lines kæreste, Mads, er Henrik også tømrer. Ja, det er Linettes mand, Frederik, såmænd også.

- Det må jo være fordi, vi gerne vil have én, der tager ved, siger Lisbeth.

- Vores karrierevalg har ført os i forskellige retninger, men vi er samtidig samme sted i livet i forhold til mange andre ting. Herunder det med selv at blive forældre, da vores børn er nogenlunde jævnaldrende. Det er nærmest som en lille mødregruppe, når vi er sammen, siger Lisbeth.

Hun var den første, der forlod hjemmet på Kirkebakken, da hun som 16-årig ikke havde lyst til flere år på skolebænken og derfor i stedet gik i lære som bager i Dronningborg. Her fik hun sin egen lejlighed, hvor der blev holdt fester, som hendes søstre også deltog i.

En gang om ugen tog hun hjem og besøgte familien.

- Jeg husker det sådan, at det til tider var lidt svært pludselig at være alene, når jeg havde været vant til altid at have mange mennesker omkring mig. Heldigvis var jeg ikke langt væk hjemmefra. I dag ringer vi sammen mindst én gang om ugen, vi sender snapchat-beskeder og jeg har en aftale med Anne om at snakke med hende hver fredag, siger Lisbeth.

Hun arbejder nu som social- og sundhedshjælperelev i Mariagerfjord Kommune, da overfølsomhed over for mel og marcipan tvang hende til at skifte retning.

Kæmpe forandring at flytte hjemmefra

Linette bor i Kragelund nær Silkeborg sammen med Frederik og datteren Stine.

Hun arbejder som skiltetekniker, hvor hun blandt andet tegner og producerer logoer, bilreklamer og vægdekorationer. ”Et grafisk håndværk”, kalder hun det.

For hende var det også lidt af en omvæltning at flytte hjemmefra, fordi de nu kun var hende og én anden i hjemmet.

- I vores barndomshjem var der altid gang i noget. Alle hjalp til, for der var mange praktiske opgaver med seks i en husstand, siger Linette.

- Det var rart, men det var også en kæmpe forandring at stå på egne ben. Vi havde altid haft hinanden, og det har været trygt for mig at vide, hvordan de var der for mig. Jeg er sikker på, at vores forhold adskiller sig fra mange andres søskendeforhold på en positiv måde, fordi vi er så tætte, siger Linette.

Det var hende, der mødte op til Jonnas runde fødselsdag i sko, der var magen til Lines.

Hvad betyder det for dig, at du er firling?

- Jamen, det har udelukkende givet mig positive oplevelser. Særligt som teenager var det en ting, jeg godt kunne lide at fortælle om, og folk har altid været nysgerrige efter at høre mere om, hvordan det er. I dag tænker jeg ikke så meget over det, fordi vi lever forskellige liv, men der er én ting, jeg er særligt stolt af, siger Linette.

Hvad er det?

- Det er, at vores forældre stadig holder sammen. Det er ekstremt livsbekræftende at kunne supplere vores fortælling med, at vi er den familie, hvor mor og far ikke blev skilt, fordi det var for hårdt at blive forældre til firlinger.

Hun bakkes op af sine søstre, som alle deler den opfattelse.

Kontakten gled ud

Og man fornemmer den samme stolthed hos Jonna og Jens Christensen, når de sidder ved det store spisebord med avisudklip og gamle udgaver af Hjemmet samt Ude & Hjemme, som har besøgt dem, da børnene var små.

Her kan man blandt andet læse om dengang, de var til firlinge-træf på Egeskov Slot. Pigerne var tre år dengang, og det var ugebladet Hjemmet, der havde arrangeret begivenheden for fem familier med firlinger.

Dem havde Jonna og Jens kontakt i nogle år efter, men de andre er så vidt vides alle gået fra hinanden, og kontakten til dem gled ud.

I dag nyder Jonna og Jens, når den store familie samles, hvad enten det er i huset på Kirkebakken, hvor der nu er meget mere plads, end de har behov for, eller om det er i et lejet sommerhus eller hjemme hos én af pigerne.

Og så vækker lyden af børn gode minder.

- Vi plejer at sige, at det er dejligt at få alle børnene på besøg, men det er også dejligt, når de tager hjem igen. Som regel overnatter de kun én nat ad gangen, så vi kan få vores søvn. Uafbrudt nattesøvn, vel at mærke, siger Jonna Christensen.