Jubler over billig løsning: - Det er genialt

I Randers Kommune har de fundet en alternativ måde at udvide cykelstien på. Og det er genialt tænkt, mener landsformanden for cyklistforbundet.

Udgivet Opdateret

Du kender det måske: Mens du okser op ad bakken på din tunge, gamle havelåge, fornemmer du nogen bag dig. Du drejer hovedet og ser en karavane af elcyklister, som alle har sat farten ned, fordi du cykler for langsomt. 

Sådan har det kunnet se ud på bakken på Østervangsvej i Randers. 

- Det er en meget smal cykelsti på 1,5 meter, så det er svært at overhale hinanden op ad bakken, siger Birgit Berggrein, som er trafikplanlægger i Randers Kommune.

Men det problem er nu løst - og for meget få penge. 

Veje og Trafik i Randers Kommune har nemlig fået den idé at bruge noget af fortovet til fordel for cyklisterne.

- Der er ikke så mange fodgængere på det stykke, så vi ser det ikke som et stort problem at dele det meget brede fortov i to, siger Birgit Berggrein. 

Genial idé

Idéen har skabt undren i Randers' lokale Facebook-gruppe, men spørger man Jens Peter Hansen, der er landsformand i Cyklistforbundet, så er den intet mindre end genial. 

- Det er simpelthen genialt tænkt, at de har lavet en løsning, der stort set ikke koster noget, og som fungerer i dagligdagen, siger han. 

Landsformanden fortæller, at han har hørt fra cyklisterne i Randers, at det tidligere har været svært for de hurtige cyklister at overhale de langsomme. 

Til at starte med havde kommunen blot lavet en rampe af asfalt mellem fortov og cykelsti, og det gav Jens Peter Hansen, som selv bor og cykler i Randers, et smil på læben.

- Første gang jeg så rampen til fortovet, der sad jeg på cyklen og grinede hele vejen op, siger han. 

Han syntes nemlig allerede dér, at ideen var god, men han undrede sig over, om det kunne være lovligt at cykle op på fortovet. Derfor er han begejstret for nu at se markeringerne på fortovet, så der ikke længere er tvivl om, at det er lovligt.

Midlertidig løsning

Birgit Berggrein understreger, at løsningen forhåbentligt er midlertidig. 

- Vi kunne godt ønske os at lave en bredere asfalteret cykelsti, men nu har vi valgt en her-og-nu løsning for relativt få penge, så vi er fri for at vente på budgetter og så videre. 

- Cyklister foretrækker helt klart et jævnt underlag af asfalt. Men jeg tænker, at den her løsning er bedre, end at man ikke kan komme forbi hinanden, siger hun.

Det er på strækningen her på Østervangsvej i Randers, hvor man har lavet cykelstien om. / Foto: Google Maps

Også Cyklistforbundets landsformand synes, at den optimale løsning er at lave en bred asfalteret cykelsti, men han forstår godt det valg, forvaltningen har truffet. 

- Jeg vil hellere have, at man bruger pengene andre steder til at skabe bedre forhold for cyklister. For eksempel de steder, hvor der slet ikke er en cykelsti, siger han. 

Fordel for elcyklister 

Cyklistforbundets landsformand nævner, at løsningen især er til gavn for cyklister med elcykler. 

- Elcyklerne er helt sikkert en faktor. Især når det går op ad bakke, hvor elcyklisterne kan holde farten, og andre vil cykle langsommere, siger Jens Peter Hansen. 

Desuden nævner Jens Peter Hansen, at den ekstra plads til cyklisterne betyder en opgradering af sikkerheden, da man ikke behøver cykle ud på kørebanen for at overhale.

Der er i øjeblikket ikke konkrete planer om at gøre det samme andre steder i Randers Kommune, men Birgit Berggrein fortæller, at der er flere andre steder, hvor en bredere cykelsti er at foretrække.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her