Mega jubel langs E45 efter årtiers kamp
Naboer til E45 kan ånde lettet op med udsigt til støjværn.
- Yes! Fedt mand!
Bente Svane Nielsen og Rasmus Mannerup Jørgensen er glade.
Årtiers kamp ser nemlig ud til at give pote for borgerne i Helsted. En forstad i det nordvestlige Randers.
- Jeg er monster lettet! Det må jeg sige. Det har fyldt så meget i så mange år, så jeg er lettet og taknemmelig over, at det bliver prioriteret. Alt andet ville også være tåbeligt, siger Rasmus Mannerup Jørgensen.
Han og Bente Svane Nielsen er naboer til motorvej E45, og de var sammen med de øvrige beboere i området stillet et støjværn i udsigt for mange år siden, men de har måttet kigge længe efter det.
Derfor var der jubel, da de læste kommunens netop indgåede budgetforlig. Her fremgår det nemlig, at der er blevet sat penge af til projektet. Et flertal i byrådet har besluttet at bruge 6,5 millioner kroner på et 400 meter langt støjværn.
En stor dag
- Det er en stor dag for forligsparterne, at vi har fået landet den her aftale omkring støjvolden i Helsted, siger viceborgmester Claus Berggren (V).
En gammel lokalplan fra 2006 forpligtede Randers Kommune til at bygge et støjværn, og det er altså det, der endnu ikke er sket.
Dermed har mange borgere bygget huse i området på et falsk grundlag, har Flemming Kristoffersen, der er formand for ejerforeningen Helbo, tidligere udtalt til TV2 Østjylland.
I flere år har et slagsmål mellem kommunen og Vejdirektoratet om hvem der skulle betale for volden udspillet sig. I 2022 besluttede Vejdirektoratet at betale delvist 1300 meter, men de planer efterlod et hul på 400 meter. 400 meter, som kommunen nu må til lommerne for at dække.
Vil se det ske
Selvom der lader til at være styr på det, skal beboerne lige se det ske, inden de er helt rolige.
- Vi vil egentlig gerne bare se gravkøerne gå i gang. Så står vi klar med kaffe og kage til at se det blive etableret, siger Bente Svane Nielsen.
Og den kaffe og kage vil Claus Berggren gerne garantere.
- Ja, det er jeg ret sikker på. Så 100 procent sikker, som man kan være, siger viceborgmesteren.