Østjysk kommune er kåret som landets bedste musikkommune

Randers er kåret som landets bedste musikkommune. Og det kan både mærkes inden for teater og livemusik.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
VIDEO: Hør reaktionerne på kåringen blandt byens kulturinstitutioner. Foto: taget af Lars Rasborg/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix til Randers Festuge.

Hvor får man de allerbedste musikoplevelser her i landet?

Ifølge en ny undersøgelse er svaret: i Randers.

Kommunen er nemlig kåret som Danmarks bedste musikkommune 2019 af analyseinstituttet Voxmeter, der har foretaget en undersøgelse blandt 55.000 danskere.

- Det er jo en fantastisk glædelig nyhed, siger udviklingschef hos Værket og Turbinen i Randers, Sophie Dürrfeld.

- Jeg er nærmest lykkelig på hele byens vegne. Jeg har lyst til at gå rundt og klappe alle minde kolleger på ryggen og sige "godt gået", siger teaterchef hos Randers Egnsteater, Peter Westphael.

I undersøgelsen er der blandt andet blevet spurgt ind til, hvor tilfreds man er med muligheden for at høre livemusik og kvaliteten af oplevelsen.

Sophie Dürrfeld fra Værket og Turbinen glæder sig over byens nye titel.

Rekordantal koncertgæster

Begejstringen for musik blandt randrusianerne mærker de også hos byens største spillested, Turbinen, hvor de sidste år slog rekord med 50.000 koncertgæster.

- Vi har haft en fremgang på lige over 35 procent på livemusikområdet, siger Sophie Dürrfeld.

Spektret er alt fra heavyrock til kammerorkestermusik. Her når vi hele vejen rundt.
Peter Westphael, Randers Egnsteater

Også hos byens teater er de hoppet med på musikbølgen.

- Når vi arbejder med scenekunst, arbejder vi meget med musik. For eksempel i vores vintercabaresque er interessen enorm, og det tyder også på en interesse for musik i scenekunsten, siger Peter Westphael.

På Randers Egnsteater er musikken en stor del af scenekunsten.

Vigtigt med variation

Hemmeligheden bag succesen er, ifølge teaterchefen, en vis variation, der skal holdes fast i, hvis Randers skal beholde tronen.

- Spektret er alt fra heavyrock til kammerorkestermusik. Her når vi hele vejen rundt, siger Peter Westphael.

Ud over Randers har de østjyske kommuner Silkeborg og Horsens også sneget sig ind i top ti på henholdsvis en 8. og en 10. plads. Aarhus er derimod ikke at finde i top ti.

På andenpladsen ligger Hjørring efterfulgt af Roskilde på tredjepladsen.

Livemusik i Randers:

I Randers kan man nyde livemusik mange forskellige steder:

Musikhuset Værket, Turbinen, Tante Olga, Von Hatten, Memphis Mansion, Underværket, Station K i Langå, Randers City Blues Festival, Randers Spil Dansk Uge og Randers Festuge.

Randers har derudover også landets eneste permanente professionelle kammerorkester.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her