Pårørende hjælper hinanden: - Det kan være opslidende at have et sygt familiemedlem
I Randers har Sundhedshuset med succes tilbudt et kursus, der giver pårørende mulighed for at møde andre, der kæmper med de samme udfordringer.
Det kan være opslidende både fysisk og mentalt at være pårørende til en alvorligt syg person.
Det ved Erna Bilde og Bob Nicholson fra Randers alt om. De er nemlig begge to gift med personer, der er kronisk syge.
- Dagligdagen forsvinder lige så stille. Det værste for mig er savnet, selvfølgelig. Den gamle Kirsten. Der har været en lang periode, og meget af det har været sejt og hårdt, siger Bob Nicholson, til TV2 ØSTJYLLAND.
Bob Nicholsons kone, Kirsten, har haft Alzheimers i 10 år, mens Erna Bildes mand har været parkinsonpatient i omkring 12 år.
- Man bliver pålagt flere og flere opgaver, og man glemmer sig selv. Der er mange ting, man selv skal klare, og der bliver flere og flere ting, man selv skal påtage sig, siger Erna Bilde til TV2 ØSTJYLLAND.
Lærer at være pårørende
I håbet om at få det bedre startede både Erna Bilde og Bob Nicholson på et kursus, hvor man lærer at tackle hverdagen som pårørende. Her mødes de en gang i ugen i 2,5 time sammen med andre i samme situation.
- Det har betydet alt for mig. Det er blevet legalt, at man går og laver nogle ting for sig selv. Man kan komme hjem med god samvittighed og komme hjem med overskud og bedre fungere sammen, siger Erna Bilde til TV2 ØSTJYLLAND.
Det er Sundhedshuset i Randers, der står bag selvhjælpskurset for pårørende.
- Det er vigtigt at forstå, at når man kommer her, så handler det slet ikke om den syge. Det er faktisk – med respekt for den syge – ret uinteressant i den her sammenhæng, fordi det handler om, at man har fokus på det at være pårørende for en syg, siger Ulla Skov Aldahl, der er projektkoordinator på kurset, til TV2 ØSTJYLLAND.
Skyldfølelsen nager
Både Bob og Ernas ægtefælle har været syge i over 10 år, og særligt følelsen af ikke at slå til har fyldt meget.
- Jeg har altid skyldfølelse. Jeg vil gerne have, at tingene er ordentlige for ham. Men når jeg når til mig selv, så er overskuddet væk, siger Erna Bilde til TV2 ØSTJYLLAND.
På kurset arbejder de med at håndtere stress, håndtere den dårlig samvittighed og at kommunikere med den syge og andre.
- På en måde får man skyldfølelse, men det har jeg ikke så meget i det daglige. Fordi jeg ved, at jeg har gjort alt, hvad jeg kunne, siger Bob Nicholson til TV2 ØSTJYLLAND.
Kurset er gratis og starter op med nyt hold til januar.