Politiet: Kvinde startede brand i sit eget soveværelse
Politiet har anholdt en kvindelig beboer, efter at der onsdag aften udbrød brand i en lejlighed i Randers.
Østjyllands Politi har anholdt en kvinde for at sætte ild til sin egen lejlighed i Nordbyen i Randers.
Branden fandt sted i en bolig på Glarbjergvej onsdag aften.
En kvinde og en mand, der havde befundet sig i lejligheden, kom begge ud af den brændende bolig. Ingen af dem var umiddelbart kommet noget til.
Brandvæsnet fik slukket branden, inden den nåede at brede sig til andre lejligheder i boligblokken.
Sigtet for forsætlig brandstiftelse
På baggrund af de indledende undersøgelser på stedet, og de afhøringer, som politiet foretog, er den kvindelige beboer senere blevet anholdt og sigtet for forsætlig brandstiftelse.
Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport i dag, torsdag.
Læs også:
Ifølge politiet satte kvinden ild til en genstand i soveværelset, mens hendes kæreste befandt sig i et andet rum.
Politiet har endnu ikke afgjort, om kvinden skal fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.
Branden i lejligheden på Glarbjergvej i Randers blev anmeldt onsdag aften kl. 19.46.