Soc.dem.: Vi er klar på at rive ned i landsbyerne
Ingen landsbyer fra Randers Kommune blev fremhævet som særligt levedygtige, da regeringens udvalg for levedygtige landsbyer mandag fremlagde deres rapport
Det ærgrer næstformanden for kommunens Landdistriktsudvalg Anne Hjortshøj (S), at landsbyerne i Randers Kommune ikke blev trukket frem som gode eksempler af Udvalget for levedygtige landsbyer.
- Jeg er selvfølgelig rigtig ærgerlig over, at der ikke er nogen landsbyer fra Randers Kommune med, for jeg synes, vi har en god landdistriktspolitik i Randers Kommune, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
- Størstedelen af ansvaret for at gøre landsbyerne bedre ligger hos kommunen, men de borgere der bor i landsbyerne har også et ansvar.
Anbefalinger
Ud over at udpege særligt fremtidssikrede landsbyer giver Udvalget for Levedygtige Landsbyer også en række anbefalinger til, hvordan kommunerne bedre kan sikre landsbyernes overlevelse.
- Skal man vende en generel udvikling, så skal der en strategisk og ledelsesmæssig tilgang til det. Det er helt afgørende i udvalgets anbefalinger, siger formanden for udvalget Jens Kr. A. Møller.
- Det er også helt centralt, at håndtere den overskydende bygningsmasse og sikre, at der sker nedrivning og renovering og modernisering.
Og det er man helt med på i Randers Kommune.
- Vi er helt sikkert klar på også at skulle rive ned i Randers Kommune. Vi vil se på, om man kan gøre noget anderledes eller gøre noget bedre, lyder det fra Anne Hjortshøj.
- Jeg mener, vi kan gøre tingene bedre. I Randers Kommune har vi en landdistriktspolitik, der blev vedtaget i 2016. Nu er vi et nyt byråd og et nyt udvalg, så nu skal vi kigge på den igen.