Tre dage efter brand: Offer fortsat i kritisk tilstand
Søndag blev en mand med alvorlige brandskader fløjet til Rigshospitalet efter en brand i sin lejlighed i Randers. Han er fortsat i kritisk tilstand.
En 57-årig mand, der søndag blev reddet ud af sin brændende lejlighed på tredje sal på Sjællandsgade i Randers, er stadig i kritisk tilstand. Det oplyser Østjyllands Politi.
Brandårsagen er fortsat ikke fastlagt.
- Det kræver nogle tekniske undersøgelser, hvor man skal kigge på spor, og det kan godt tage noget tid, siger Jakob Christiansen, kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Det er meget forskeligt, hvor lang tid sådan nogle undersøgelser tager, men det er i hvert fald ikke unormalt, at det tager mere end tre dage.
Da brandvæsenet ankom til lejligheden søndag lykkedes det brandfolk via en teleskopstige at komme op til manden på altanen og få ham væk fra flammerne.
Da den 57-årige mand var blevet reddet ud af sin lejlighed, var han alvorligt forbrændt. Han blev overført til Rigshospitalet med helikopter.
Lejlighed for varm til undersøgelse
Søndag oplyste vagtchef ved Østjyllands Politi Peter Hunniche, at de først kunne få teknikere på stedet, når lejligheden var kølet af efter branden.
- Når brandvæsnet er færdig med at slukke, er der formentlig for varmt, til at vi kan komme ind og kigge, sagde han søndag til TV2 ØSTJYLLAND og fortsatte:
- Så der vil lejligheden formentlig blive spærret af, og så får vi teknikere på enten senere i dag eller i morgen, når det er til at være der.
Politiet har lavet indledende undersøgelser i lejligheden, men kan altså ikke sige noget om brandårsagen endnu.
Ifølge brandvæsnets indsatsleder Niels Henrik Nielsen fra Beredskab & Sikkerhed var de øvrige beboere i ejendommen selv kommet ud i sikkerhed, og ingen andre personer er kommet til skade. Det oplyste han til TV2 ØSTJYLLAND søndag.
Udover lejligheden på tredje sal er der sket røg- og vandskader på andre af bygningens lejligheder ifølge indsatslederen.