Video: Høvlede halv meter hotdog på rekordtid

Den regerende danmarksmester i hotdogspisning slog onsdag rekord, da han spiste en halv meter lang hotdog.

Udgivet Opdateret
Martin Munkholm spiste kæmpehotdoggen på næsten den halve tid af den tidligere rekord.

En halv meter lang hotdog måtte lade livet, da Martin Munkholm onsdag spiste sig til en ganske særlig titel.

Det skete på grillbaren Hos Mormor i Randers-bydelen Vorup, der havde lanceret en konkurrence, hvor der skulle spises en hotdog på en halv meter.

Martin Munkholm er i forvejen danmarksmester i hotdogspisning, og det tog ham heller ikke mere end fire minutter og 52 sekunder at tygge sig igennem kæmpehotdoggen.

Et måltid på 400 gram pølse og 350 gram baguette plus garniture.

Den person, der hurtigst kunne klare sig igennem den, fik titlen ’Randers Rekorden’ på grillbaren.

Den tidligere rekord lød på otte minutter og 45 sekunder, men den slog Martin Munkholm ved næsten at spise hotdoggen på lidt over den halve tid.

Da han havde fortæret hotdoggen, trak han på skuldrene og lignede en, der kunne spise en mere.

Danmarksmesteren har tidligere spist 35 hotdogs på et kvarter.

- Jeg har det egentlig meget fint, og jeg tror sagtens, at jeg kan gøre det et minut hurtigere, sagde Martin Munkholm til TV2 ØSTJYLLAND.

Han ville dog ikke gøre et forsøg mere samme dag.

- Jeg skal have plads til lasagne, for jeg skal hjem og have aftensmad, sagde han.

Konkurrence med et godt formål

Ud over at være et sjovt påfund, så går halvdelen af prisen for hotdoggen til børn, fortæller Thomas Iversen, der er indehaver af Hos Mormor.

- Mit mål er at støtte nogle børn, så de ikke skal føle sig anderledes for eksempel i skolen eller til sport, siger han.

Hotdoggen koster 100 kroner, hvoraf de 50 kroner går til et godt formål. Slår man derimod rekorden, er hotdoggen gratis.

Thomas Iversen håber på, at salget af de halv meter lange hotdogs vil blive til en pulje penge, der kan komme børn til gavn.

- Jeg bliver næsten rørt, for jeg synes virkelig, at børn skal have det godt, siger han.

Stadig muligt at slå rekorden

På grillbaren Hos Mormor er det stadig muligt at prøve kræfter med den halv meter lange hotdog.

Og vil man forsøge at konkurrere med danmarksmesterens tid, har han et par gode råd.

- Taktikken er, at du skal have udvidet maven, og det vigtigste er, at du har en god refleks til at kunne synke det, siger Martin Munkholm.

Hvis man vil forsøge at slå Martin Munkholms tid, kan man ifølge danmarksmesteren øve sig i at synke store stykker og drikke cola som forberedelse. Kulsyren kan nemlig, hvis man undertrykker trangen til at bøvse, være med til at trykke maden lidt sammen i maven.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her