Winnie håber på hjælp: Hvem har stjålet asken af hendes døde hund?
Da Nugga blev uhelbredeligt syg og aflivet i 2022, fik Winnie Kjersgaard Nielsen dens aske gemt i en hvid urne, som forleden blev stjålet.
Winnie Kjersgaard Nielsen er stadig ked af det, selv om hun nu har haft nogle dage til at fordøje oplevelsen.
Hun savner Nugga - den lille, sorte Shih Tzu, der var hendes kæreste eje i flere år.
Da Nugga blev uhelbredeligt syg og aflivet i 2022, fik Winnie Kjersgaard Nielsen dens aske gemt i en hvid urne, og urnen har siden haft en fremtrædende plads på en kommode.
Forleden skulle Winnie flytte ind i en lejlighed på Banesporet i Randers, og hun havde derfor pakket sine ejendele sammen og fået hjælp af sin datters veninde til at bære ting ind fra bilen.
Den hund betød så meget for mig, at det er svært at forklare
- Jeg har et net af kraftig plastik, som jeg har købt på en ferie på Bali for år tilbage. Det net bruger jeg altid, og lige den dag havde jeg lagt nogle særligt dyrebare ting i det. Blandt andet nogle krystallysestager og så altså urnen med Nuggas aske, siger Winnie Kjersgaard Nielsen til TV2 Østjylland.
Hun og datterens veninde gik på skift ind og ud ad lejligheden, men på et tidspunkt har én eller anden set sit snit til at snuppe Bali-nettet fra forsædet.
Og dermed altså også de jordiske rester af Winnies afdøde hund.
- Jeg var rundt og lede i hele området. Spurgte folk, om de havde set noget. Kiggede i buskadset. Måske havde tyven smidt noget fra sig, da han eller hun indså, at der ikke var noget af værdi for andre, siger Winnie Kjersgaard Nielsen.
Der var også nogle containere, som hun ikke havde mulighed for at kigge ned i, fordi de er for store.
- Jeg er knust. 1. juli er det to år siden, hun døde. Den hund betød så meget for mig, at det er svært at forklare, og andre har sikkert svært ved at forstå det, siger Winnie Kjersgaard Nielsen.
Hun har ikke overvejet at anskaffe sig en ny hund, da ingen andre vil kunne udfylde det tomrum, Nugga efterlod. Eller Kosten, som hun også blev kaldt.
Winnie har fået tatoveret et billede af hunden på sit ene ben.
Ved du noget om sagen?
Så skriv til redaktionen her.
Hvad håber du på nu?
- Jamen, jeg beder jo til, at der sidder én derude, der ved, hvor urnen er havnet, og at jeg får den tilbage igen. Jeg har et håb om, at selv en tyv har et hjerte og forståelse for, hvor hårdt det er for andre at miste noget så dyrebart, siger Winnie Kjersgaard Nielsen.
Winnie Kjersgaard Nielsen har hængt sedler op rundt i sit lokalområde, hvor hun fortæller om hændelsen.