Prestigefyldt besøg på Samsø: - Det er helt unikt

Studerende fra prestigefyldt amerikanske universitet valfarter til Samsø. Her får de en unik mulighed for at deltage i en arkæologisk udgravning.

Udgivet Opdateret
Studerende fra det prestigefyldte universitet Harvard var i tre uger med til en arkæologisk udgravning på Samsø. Foto: Privatfoto

En bar mark på Samsø har tiltrukket fint besøg.

Studerende fra det prestigefyldte Harvard University er rejst hele vejen til Ballen på Samsø for at gå på jagt efter skatte fra vikingetiden. 

De kommer fra et af verdens mest berømte universiteter, men erfaring med reelt arkæologisk arbejde har de ikke prøvet før. 

- Det er en helt unik mulighed. Der er ingen andre steder, man kan få den hands-on oplevelse med arkæologien, jeg har fået her, fortæller studerende på sommerkurset, Alex Mayo.

De studerende, som Alex Mayo her, fik lov at få hænderne i jorden under en rigtig udgravning. En helt unik mulighed for de arkæologi-studerende. / Foto: Privatfoto

De seneste tre uger har ti amerikanske studerende været på sommerkursus i vikingestudier. De har i samarbejde med Moesgaard Museum udgravet mere end 2000 kvadratmeter af en mark på Samsø.

- Jeg har haft en god fornemmelse af, at der lå spor fra vikingetiden i det område, og det viste sig at være rigtigt, fortæller arkæolog ved Moesgaard Museum Daniel Peter Dalicsek.

Daniel Peter Dalicsek (t.v.) er arkæolog ved Moesgaard Museum og har vejledt de studerende under udgravningen på Samsø. / Foto: Privatfoto

De 10 studerende fra Harvard fandt, sammen med arkæologer fra Moesgaard Museum, masser af spor fra vikingetiden.

Udgravningen på Samsø gemte på keramik, gamle brønde, stolpehuller, knogler fra husdyr og jernslagger fra smedjen.

Under udgravningen fandt de blandt andet knogler fra husdyr og madrester, som er et tegn på, at der har været vikinger i området. / Foto: Privatfoto

For de udenlandske studerende, er det helt specielt at få lov at få fingrene i øens muld.

- Vi får lov at deltage i udgravningen, uden at have nogen tidligere erfaring, og det er helt unikt. Her forstår man, at vi er nødt til at få fingrene i jorden og have mulighed for at lave fejl, for at vi kan lære, siger Alex Mayo.

Fejl blev der også lavet, men ikke noget der gik udover de arkæologiske fund.

- Jeg lavede helt sikkert fejl, men ikke noget der ikke kunne fixes, siger Alex Mayo med et smil.

Udgravningen dækkede mere end 2000 kvadratmeter af marken på Samsø. / Foto: Privatfoto

Tilsammen fandt de over 100 anlæg og 60 forskellige genstande i området, der alle stammer fra omkring år 800.

- Det har været en stor succes! Og så oplever de bogsmarte studerende pludselig at skulle grave i hånden. De er meget trætte, solbrune og glade efter sådan en udgravning, fortæller Daniel Peter Dalicsek.

Blandt de mest populære

På Harvard er turen til sommerskolen i det østjyske særdeles eftertragtet blandt de studerende.

Alex Mayo og de andre studerende forklarer under udgravningen besøgende og turister om arkæologien. / Foto: Privatfoto

- Vi er en af de mest populære steder at komme på sommerskole. Det er klart et prestigeprojekt for os som institution, men det betyder også meget for dansk arkæologi, siger Daniel Peter Dalicsek.

De studerende tager nemlig deres nye viden om vikingetiden med hjem til Harvard, hvor de udbreder og arbejder videre med den skandinaviske kultur.

Udgravningen fandt sted ved Selleshøj på Samsø og kan ses fra Ballen Færgehavn. / Foto: Privatfoto

- Det er et meget frugtbart samarbejde. Vi kommer til at gøre det igen næste år, det er både vi og Harvard meget interesserede i, siger Daniel Peter Dalicsek.

De studerende fra Harvard tager de næste to uger i skygge fra sommersolen, de skal nemlig sidde i forelæsningssalen og lære om vikingetiden, indtil de skal til eksamen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her