Kasper fra 1.Q blev overrasket med pris foran hele klassen

Lokale sportsudøvere og ildsjæle fortjener at blive hyldet. Det mener de i hvert fald i Silkeborg Kommune, hvor der er stor prisuddeling tirsdag aften.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
VIDEO: Kasper Christensen er en af de lokale ildsjæle inden for idræt, der bliver hyldet i Jysk Musikteater tirsdag aften til Silkeborg Kommunes idrætspriser 2018.

Der er fuld gang i undervisningen i 1.Q på Silkeborg Gymnasium, da det pludselig banker på døren.

- Kasper Christensen, hvor sidder han henne?, spørger TV2 ØSTJYLLANDs reporter Gustav Houe Dall.

Han er nemlig kommet for at overraske den unge gymnasieelev med en glædelig nyhed:

- Du har vundet prisen som årets ungdomsidrætsleder i Silkeborg Kommune.

Det er vigtigt for fodbolden, at der er nogle, der tager en tørn ude i vores samarbejdsklubber og inden for børnefodbolden. Og det er Kasper jo et strålende eksempel på.
Jesper Stücker, sportschef i Silkeborg IF

Når Kasper Christiansen ikke sidder på skolebænken, er han træner for et af Silkeborg IFs ungdomshold. Det bruger han gerne timevis af sin fritid på.

- Det er fedt at give noget fra sig og kunne se en udvikling hos dem, man træner, siger den glade - nu prisvindende - fodboldtræner.

Hyldest til årets medaljevindere

Kasper Christensen er en af de lokale ildsjæle inden for idræt, der bliver hyldet i Jysk Musikteater tirsdag aften til Silkeborg Kommunes idrætspriser 2018.

Showet er en årlig tradition, og denne gang er det rekordstort med 500 tilskuere.

Udover at der bliver uddelt priser til de frivillige, der tager en ekstra tørn i de lokale idrætsforeninger, bliver de idrætsudøvere fra Silkeborg, der har vundet medaljer i det forgangne år, også fejret.

150 elitesportsudøvere fra Silkeborg blev hyldet til prisuddelingen tirsdag aften. 

- Det er jo en super velfortjent hyldest til de unge mennesker, som markedsfører Silkeborg på den allerbedste måde. Vi har både verdensmestre, nordiske mestre og danske mestre, og det fejrer vi selvfølgelig, siger Peter Nyegaard Jensen, der er medlem af Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget i Silkeborg Kommune for Venstre, til TV2 ØSTJYLLAND.

Ingen elitesport uden ildsjæle

Det er Silkeborg IF, der har indstillet den unge Kasper Christensen til en af aftenens mange priser.

- Det har vi gjort, fordi det er vigtigt for fodbolden, at der er nogle, der tager en tørn ude i vores samarbejdsklubber og inden for børnefodbolden. Og det er Kasper jo et strålende eksempel på. Han lægger en masse tid, liv og sjæl i at gøre noget godt for andre, siger Jesper Stücker, der er sportschef i Silkeborg IF, til TV2 ØSTJYLLAND.

To gange om ugen træner Kasper Christensen klubbens U11 drenge, og det er han ualmindeligt god til.

- Han har en super kemi med børnene. Han formår både at være autoritet men også at være med på børnenes præmisser og gøre træningen til en leg. Der er noget læring, det er sjovt, og han skaber begejstring, siger Jesper Stücker.

Det er fedt at give noget fra sig og kunne se en udvikling hos dem, man træner.
Kasper Christensen, årets ungdomsidrætsleder

Ifølge sportschefen er det altgørende for sportsklubberne at have folk som ham med om bord.

- Vi er jo dybt afhængige af hele fødekæden. Vi skal huske, at elitefodbolden udspringer af græsrødderne. Af vores samarbejdsklubber, børnefodbolden og alle de frivillige. Det skal vi være dybt taknemmelige for, siger han.

Omkring 150 elitesportsudøver fra Silkeborg vandt medaljer ved verdensmesterskaber, nordiske mesterskaber og danmarksmesterskaber i 2018.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her