Kom med indenfor i spritny kirke: - Glem alt om faldende medlemstal
Siden slutningen af 80'erne har man i Balle Sogn ønsket en ny kirke. Først 33 år senere er den atypiske kirke blevet en realitet.
Hvidkalkede mursten, røde tagsten og et højt kirketårn.
Sådan kender vi landskirken i Danmark. Men i Balle Sogn ved Silkeborg har den traditionelle kirke fået et moderne tvist.
Efter 33 års ventetid kunne menigheden endelig åbne dørene til Hvinningdal Kirke, der skal erstatte den midlertidige vandrekirke, der har været benyttet siden 1995.
- Man kan godt sammenligne det lidt med et omklædningsrum inden en fodboldkamp, siger Henrik Wigh Poulsen, der er biskop ved Aarhus Stift.
- Vi havde det godt, for vi skulle ind at holde gudstjeneste, og der sad en masse glade og forventningsfulde gæster, der ventede på os.
Ifølge Tom Ebbe Jakobsen, der er menighedsrådsformand i Balle Sogn, er det beskedenhed og eftertænksomhed, der har været årsag til den lange ventetid.
- Vi har ikke som på Sydhavnen i København fået 120 bud fra arkitekterne på, hvordan kirken kan være. Her har vi selv bestemt, hvordan den skal være.
Selv har menighedsrådsformanden været i sognet i 32 år, og troede, at en ny kirke ville være stablet på benene allerede i 2005.
- Jeg tror ikke, vi havde lavet det samme, pæne byggeri i 2005, som vi har gjort i dag, siger han og fortsætter:
- Det er et byggeri, der er virkelig pænt og flot i det her landskab og et byggeri, der kan stå her i rigtig mange år.
Men er der virkelig behov for en ny kirke som denne med det faldende medlemstal, som folkekirken oplever?
- Glem alt om faldende medlemstal i Silkeborg. Vi har en medlemsprocent på 86,5, siger Tom Ebbe Jakobsen og fortsætter:
- Vi skal bekymre os, men vi skal ikke lægge folkekirken ned på grund af det (det faldende medlemstal red.). Vi har i den grad brug for kirken.